En slags sammenvikling af rebene, uden at knuden hverken holder ordentligt fast på skidtet og på sig selv, og uden at det bliver en af den slags nemme knuder, man bare hiver lidt i enderne på, og så løsner den sit eget greb, og man kan starte forfra.Går man ind på knude.dk (det kunne jo være?) får man ikke megen hjælp af CV-promoveringen for Jacob Knude, cand.-merc.-some-thing, og internationaliserer man det på knot.com, er det nærmest en spand ironisk koldt vand man får hældt i hovedet. Bah.
Og hvad gør man så? Er det vigtigst at få bundet en ordentlig knude, der er solid og bæredygtig og med svejsede ender, der har en garanti på en årrække, eller skal man død og pine løsne forsigtigt; sådan hive lidt i hvert reb indtil de glider fra hinanden og man så har to fine stykker reb tilbage, intakte fra hvordan de var til at starte med, i en forhåbning om at man kommer på et helt nyt knob, hvor rebstykkerne så - nærmest mirakuløst - vil passe sammen?
Eller kommer der et tidspunkt hvor man må træde et skridt tilbage, kigge objektivt på knuden og erkende at det porøse vil sprede sig så langt, så man aldrig vil kunne kalde de to dele for egentlige reb igen? I så fald må man jo hente en tung saks, klippe et velovervejet og strategisk snit lige på midten, og finde en fagmand der kan svejse enderne sammen igen.
Og måske man i virkeligheden hellere ville spendere tiden 2 dage før en såkaldt 'major life event' på at lave bordplan i arbejdstiden end på et fysisk udmattende forsøg på at løsne en åndssvag knude.
