Hmm... Jeg springer over

Practice what you preach, right? Jeg taler altid om de der 'bobler' i maven, og at intuitionen aldrig nogensinde svigter, og hele dagen har jeg haft en snigende fornemmelse eller mistanke, om man vil, omkring eventet i aften. Jeg har det bare ikke helt godt med det, og jeg tror grunden til jeg nok har forsøgt at holde tvivlen lidt for døren, har været forbi jeg har manglet det dér hvorfor der gør en følelse så dejlig rationel og håndgribelig og forklarlig.

Jeg er helt vildt med mennesker, og kan bruge evigheder på caféer og offentlige steder på at forbløffes over hvor mange personer der bare vader rundt mellem hinanden, alle sammen med en hel masse historie og sjæl og tanker og tvivl og bare sådan overall-integritet. Og deres forskellige attituder og måder at gebærde sig på der giver udtryk for hvad de vil og hvem de er. Det er dét der er fascinerende ved at arbejde i et internationalt selskab, og ved at have venner i New Zealand og Hong Kong og Ghana og Israel, og dét der er fedt ved at rejse rundt herovre, hvor de små nuancer gør forskellen fra stat til stat og kultur til kultur. Og jeg må erfare at hvor det egentlig har irriteret mig at jeg ikke kan få lov at tage elevatoren uden der er en fremmed der spørger, hvordan jeg har det (uden at være det mindste oprigtigt interesseret, forstås), slog det mig pludselig i dag, at det er en bestemt demografisk gruppe der er 'høflig': de kaukasiske, a.k.a. white folks. Møder jeg en ældre dame af måske irsk afstamning (der er jo ingen der er født i USA, alle er et eller andet sted fra), hilser hun pænt, og det samme gør sig gældende for resten af WASP'ene. Møder jeg en sort mand, hilser han og holder øjenkontakt 1 sekund længere end det egentlig er behageligt indenfor min traditionelt konservative danske comfort zone, og møder jeg en sort kvinde, værdiger hun mig ikke et blik.

Shawn Harris blev mødt af sin pige i går aftes udenfor hotellet, og da jeg løftede hånden til et slags vink og nikkede som et anerkendende 'goddag', stirrede hun blankt forbi mig, omend tydeligt i min retning. Hver gang på rygerbænken hilser jeg pænt, både til vedkommende der allerede sidder der, og til den nyankomne, og faktisk får jeg kun en hilsen retur af white folks. Jeg har troet at dem der ikke hilste, havde det underligt med repræsentationen af overfladiskhed ligesom jeg selv, men statistikken beviser nu det modsatte, og jeg har ikke bidt mærke i, eftersom der klart har været flest af den lyse gruppe.

På den flyer jeg har for eventet i aften, er der ikke mindre end 6 hovedpersoner, hvoraf jeg nok kan gætte mig til hvem der spontant vil hilse, og hvem der ikke vil. Samtidig bliver begivenheden markedsført som A Reggae/ Soca/ Dancehall & Hip-Hop/ R&B Explosion. Jeg er især vild med Reggae, Soca og Dancehall, men har man lidt indsigt i den geografiske og kulturelle oprindelse af de stilarter, og kæder man det sammen med Hofstede og definitionen på maskuline og feminine samfund, er det kulturer hvorhos den seksuelle magtfordeling mellem mænd og kvinder er defineret og accepteret anderledes end min egen grund-tro, og i bund og grund er omgangstonen én, jeg ikke vil kaste mig ud i; alene-kvinde.

Og erkend det eller lad være; den musik er dirrty og flirtende og danses allermest med røven, så min egen grænse vil være overskredet ved at danse til det med en anden end Mads.

Jeg ved godt at jeg ikke er "hudfarve komma Christa" men "Christa komma en-masse-andet-heriblandt-min-hudfarve", men jeg orker ikke at tage den påstand udenpå tøjet og valse ud i fremmed territorie og kræve min plads, lige i aften.