Det er en sjov tid, som nygift; lige pludselig at skulle strømline ens dybeste traditioner fra hver familie, og som jeg skriver det her, går det op for mig at vi faktisk manglede tarteletterne med høns i asparges! Hmm, tænk at jeg bare godtog noget underligt noget med skinke og sennep, og brun farin ganske vist, og så grøn kål, der var langt. Højst besynderligt, men de andre kendte det også, så der kan man bare se.
Og de to amerikanere syntes at det hele var fantastisk, lige fra konceptet med "open sandwiches" og lunt rugbrød til snapsen. Især snapsen var de faktisk umåde begejstrede for, og især hende i de høje støvler. Og dér går det hen og bliver en kende spøjst, hvad angår kulturforskelle. I København ville vi have taget en taxa ud og én mere hjem, og glædet os til ikke at tælle genstande. Her bliver der faktisk fra firmaet itself stillet fri bar til rådighed sammen med fri parkering til årets julefest næste weekend, og det er lige dét der tilsyneladende syrer igennem befolkningen, for hvis man er "a big girl, who can take care of herself" så betyder en snaps eller fem mere ikke den store forskel i ens evne til at køre hjem senere. Nå. Efter at have specificeret konceptet i invitationen, understreget at sofaer og tæpper og tandbørster stilles til rådighed, no-questions-asked, forklaret om snapsens oprindelse og indhold og udhold, og advaret om følgerne, står man tilbage og er egentlig lidt i tvivl om præcist hvor ansvarsbegrænsning kommer på tale. Jeg har ikke noget svar, men jeg tænker over det nu. Hmm... Måske hun virkelig var i besiddelse af den stenmave, der umiddelbart så ud til at skæmme for snapsene. I hvert fald skete der ingen ulykker, og bekymringen er dalet nu, men man bevæger sig i ukendt farvand, når folk reelt sagsøger venner og bekendte fordi de selv kom galt afsted på vej hjem fra en fest, hvor værtsparret opfordrede til DUI ved at servere alkoholiske genstande - og man vinder i en retssag! Hvad gør man så?
Og på næste side af den kulturelle pixibog vi er ved at skrive; det er tydeligt at i det lokale, moderne samfund, er det kvindernes lod, dét med at rydde af bordet og vaske op og gøre ved, og jeg tænker at man måske endda er mere værd som kvinde, jo hurtigere man kan få alting til at skinne efter et måltid. Med den hat på er det elskværdigt at en fremmed kvinde i ens eget hjem lige giver en hånd med, og endda selv tager initiativ og rejser sig op i et stort taknemmeligt smil og beder om at man bare bliver siddende med sin rødvin. Og indsatsen er sandelig også værdsat - hvem gider da at skylle glas og skrabe rester ned i en skraldespand? Men måske - og tilgiv mig hvis min snæversynethed får det bedste af mig her, - bare måske er jeg ikke noget explicit dårligt menneske, hvis jeg føler at min personlige grænse bliver overskredet, når man faktisk rydder hele bordet, før jeg er halvvejs igennem min tallerken. Og bare måske, og selv med den hat på fra før, er det god stil at lade værtsparret råde over timing af menuen. Og faktisk blev der forklaret på indledende vis at man går til en julefrokost buffet 3-4 gange per ret og afholder hele festivitasen omkring bordet for at nå at få plads til mere mad undervejs, og derved ender med at spise i rigtig lang tid.
Jeg - og resten af verden - ved godt at jeg spiser temmelig langsomt. Men vi ved også allesammen at en tallerken altid går op til sidst, og således sætter jeg faktisk en (givet, neurotisk) ære i min fortæringsmæssige timing, og ratioen mad-til-rødvin, nu man endelig selv er vært og bare kan "kick back and relax". Og jeg overraskes også selv over hvor lang tid jeg kan bruge på at være overrasket og utilfreds, men jeg havde i umindelige tider glædet mig ufatteligt til et måltid der tager den tid, det nu engang bare ender med at tage, og handler om andet og mere end at få kørt folk igennem møllen. De var også ude igen kl 18, de kære amerikanere, på trods af løftet om ikke at lave andre aftaler, for det var jo et heldagsarrangement.
Suk.
Til gengæld var alle flade af grin over terningespillet hvor man skulle tage og give væk og stjæle og more sig over selve indholdet. Og mandelgaven faldt i god jord hos den yngste W'er; et plysrensdyr der vrikkede og sang julesange. Spilkonsollerne på elektronikvæggen blev pudset op til dagens begivenhed, og der var en turnering i boksespillet på Wii'en, og nogle hurtige biler der kørte i en grøft et sted på en anden konsol.
God the og kaffe og småkager og billederne er fra en ny tradition, vist nok oprindeligt fra noget håndbold på Roskildeegnen: En gave pakkes ind i et ukendt antal lag af papir og bånd, på kryds og tværs og med masser af tape. Man slår på skift med en terning, og slår man en sekser, iklæder man sig hue og vanter og halstørklæde og briller, og bliver udstyret med en kniv og en gaffel til at pakke gaven op med, mens terningen bliver givet videre til den næste der slår en sekser, og skal iklæde sig hele udstyret igen.
Når man til bunds i indpakningen, er man den stolte vinder. Og glæden bliver ikke mindre af at se billederne efterfølgende :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar