torsdag, juni 21, 2007

Om råbåndsknob og kællingeknuder

Nogle gange, når man får fat i to stykker reb og det ene er flettet finere end det andet, som måske er lidt porøst fordi det er af gammel tid og kvalitet, eller de to stykker reb er i hver sin farve, eller det ene reb bare har en tendens til at holde godt fast helt af sig selv, eller de begge to generelt er svære at binde ordentligt sammen, eller måske endda er gået lidt op i limningen i enderne (det dér sted på rebet, man som regel svejser sammen over lang tid, så det bliver godt solidt), så kan man med alle gode intentioner forsøge at binde et ganske anstændigt råbåndsknob, men stadig risikere at det bliver en kællingeknude.


En slags sammenvikling af rebene, uden at knuden hverken holder ordentligt fast på skidtet og på sig selv, og uden at det bliver en af den slags nemme knuder, man bare hiver lidt i enderne på, og så løsner den sit eget greb, og man kan starte forfra.

Går man ind på knude.dk (det kunne jo være?) får man ikke megen hjælp af CV-promoveringen for Jacob Knude, cand.-merc.-some-thing, og internationaliserer man det på knot.com, er det nærmest en spand ironisk koldt vand man får hældt i hovedet. Bah.

Og hvad gør man så? Er det vigtigst at få bundet en ordentlig knude, der er solid og bæredygtig og med svejsede ender, der har en garanti på en årrække, eller skal man død og pine løsne forsigtigt; sådan hive lidt i hvert reb indtil de glider fra hinanden og man så har to fine stykker reb tilbage, intakte fra hvordan de var til at starte med, i en forhåbning om at man kommer på et helt nyt knob, hvor rebstykkerne så - nærmest mirakuløst - vil passe sammen?

Eller kommer der et tidspunkt hvor man må træde et skridt tilbage, kigge objektivt på knuden og erkende at det porøse vil sprede sig så langt, så man aldrig vil kunne kalde de to dele for egentlige reb igen? I så fald må man jo hente en tung saks, klippe et velovervejet og strategisk snit lige på midten, og finde en fagmand der kan svejse enderne sammen igen.

Og måske man i virkeligheden hellere ville spendere tiden 2 dage før en såkaldt 'major life event' på at lave bordplan i arbejdstiden end på et fysisk udmattende forsøg på at løsne en åndssvag knude.

søndag, juni 10, 2007

5kg Nutella i et glas!


Det er næsten for godt til at være sandt; min søster fandt et glas med 5 kg nutella i dag og efter lidt research på nettet fandt jeg ud af at et glas på 350 g koster 29,95 på torvet.dk og dermed er det en besparelse på omkring 128,75. Så alt taget i betagtning var jeg jo tvunget til at styrte ned i Candido og købe et glas. Efter den største sejrsros var overstået fandt jeg dog ud af at glasset kun kan holde sig til november 2007 - det vil sige at jeg skal spise omkring 39,37 gram om dagen 7 dage om ugen de næste 127 dage, ønsk mig held og lykke!