Om Valentines og hvorfor 90-60-90 konceptet er vejen til et profitcenter

På højde med Thanksgiving og Superbowl Sunday findes Valentine's Day, som vist mest af alt er den aften på året, hvor alskens kvindfolk har ret til at indkassere en omgang blomster og hjerteformet æske chokolade eller helst en turkis æske med hvid sløjfe. Endog får man ind ad brevsprækken en fin pink flyer der lover dit udkårnes hjerte gennem et syngende telegram - endda med sidste års pris behændigt streget ud med sort tusch, så profitten ikke helt går fløjten i den lokale regression.

Som Valentine's furien ellers kunne antyde, står det tilsyneladende ikke helt så galt til på de lokale sydstatlige egne, hvor begrebet om den traditionelle Gentleman er højt agtet og egentlig et tegn på civilisation på linie med vores brug af både kniv og gaffel ved et typisk måltid. Således finder en ung kvinde sig en mand i slutningen af college og ægter ham ved endt graduation. Mens han haster ud i erhvervslivets overhalingsbane med manager på manager i aflåste glasbure, har hun så rig mulighed for at bruge sin masters i applied economics & finance til at finde ud af præcis hvorfor den ene tørgærsløsning giver en bedre krumme end den anden, eller hvilken slags moppe der virker bedst på det victoriansk inspirerede klinkegulv i det nye sunroom. Efter hun har koordineret farver og valgt striberetning på tapetet på hans kontor og i den formelle spisestue, forstås. Og så passer det med at indretningen er komplet og budgetterne fastlagt, inklusiv nye golfkøller til gemalen ved hver sæsonstart og hun kan forvandle sig til en flittig avlshoppe. Den som tror at børn og institution er en acceptabel kombination, har meget tilbage at ønske for at være et anstændigt menneske - slige handlinger ville være ligesom at forsømme sin kirke på en søndag morgen, og med sådan helligbrøde i bagagen kan man næppe forvente et socialt netværk af den rette klasse i det rette kvarter med medlemskab i de rette country klubber.

Jeg tænker på Scarlett O'Hara, og måske det netop stammer fra ønsket om at bevare den bløde kvindehåndshud, når det den dag i dag er kotyme at en mand holder elevatordøren for de 10 kvinder der står bag ham og således og i øvrigt i alle henseender og køer lader enhver kvinde gå forrest i enhver kø. Førstnævnte i særdeleshed irriterende, når man som geografisk udfordret menneske sjældent ved om man skal til højre eller venstre når man kommer ind eller ud ad en dør et nyt sted.

Southern Bells finder tilsyneladende forfordelingen naturlig, og når man har en viking under armen der er vant til at man selv åbner bildøren, ænser man medlidende blikke fra kvinderne omkring en. Og ligefrem verbale udbrud, hvis vikingens tålmodighed slipper op og han går først ind i elevatoren - til stor forargelse for måbende langsommelige storcentergæster.

I samme ånd sikkert, og jeg synes altså det er besynderligt, er der blandt kvinder en aversion mod restaurantkæden Hooters hvis forretningskoncept er ganske enkelt - og successfuldt, herfra og til Singapore - at udelukkende ansætte piger med målene 90-60-90 og iklæde dem hotpants, tanktops og en kæk og kundeminded attitude, og så specialisere sig at lave de bedste wings og servere kold øl og vise fodbold på fladskærme. Pigerne ser ud til at have en stor holdånd, og der afholdes konkurrencer, på regions-, national- og internationalt plan om at blive årets Hooters pige og vinde forsiden af en kalender.

Hvordan man kan synes at det er kvindenedsættende at møde pligtskyldig op på sit job med ambitioner om at avancere og gøre sig bemærket internationalt set, og endda på et af de ældste forretningskoncepter nogensinde, mænds svaghed for bryster og et sødt smil, men derimod forvente at blive vartet op og forfordelt og undskyldt til, hvis en mand benytter en uklædelig sproglig vending i en presset situation - det begriber jeg ikke.

Helt oprigtigt, og jeg hører vitterligt gerne, hvis der er et bud?

Måske det kun er mig der synes det handler om valg. Og jeg vil gerne (og synes nok egentlig det er min absolutte ret at) vælge hvilke samtaler jeg vil deltage i, lære at sige fra når enough is enough, og vælge den dør jeg vil ind ad, når jeg vil ind ad den, og så for pokker vælge at følge efter ham med tilhørsforholdet, der ved hvor vi skal hen, så jeg ikke behøver tøve og tabe point.

Og så holder det simpelthen ikke at stille an med elefantordenen når herrerne vender hjem med en EM sejr og offentligt svine damerne til flere dage i træk. Så må man afsættes, der er ikke andet for i år 2008. Det kan ikke være nødvendigt at brænde så meget som én BH her.

Tragikomisk, vel egentlig

... at når man går ind på 10best.com og finder frem til Norfolk, er der kun listet 4 punkter under 10 Best Editor's Favorites.

Storm P. har ikke levet forgæves

Tv2 Sputnik er ikke meget for at streame live indhold til en udenlandsk IP, men med en weboptimeret familie i 4000 er det heldigvis ikke noget problem at få håndbold EM med, opstart und alles, over Skype fra MacBook til ditto, med iSight begge veje så det næsten er ligesom at sidde i stuen på Pilevej.

U'et i USA står for uciviliseret - tænk engang, at man her er af den overbevisning at håndbold er ligesom tennis, bare uden en ketcher!

Krukken med de positive tanker

Den mest praktiske, mest funktionelle, mest velovervejede, mest kompakte og måske kærligste gave jeg har fået, var da vi tog afsked med København. Den fik hurtigt sin æresplads hvor den er forbeholdt de indviede, og bliver værdsat hver dag. Det sker sågar at man tager den med i et andet rum for at byde af den, når der ikke er andet for. Sært nok løber den aldrig tør for hverken råd eller overskud, og sit eklektiske ydre til trods passer den altid ind i sine omgivelser - omend med en snert af at være reserveret og en kende tilbageholdende.

Jeg pegede stumt på min pink Starbucks termokop

Hvis nu man er lidt senere til at få sin kaffe en given onsdag morgen, og man i egne tanker, og før man har haft ordvekslinger med levende godtfolk af nogen art, vandrer om hjørnet ned ad gangen fra kaffe-køkkenet og hen på pinden, og man så på vejen krydser bane med en skaldet gut med et BMI på 50 og halvt så mange tænder, og han stopper og hvisker "wake up" samtidig med han udøver "the-wink-and-the-gun" på bedste værste Carlton manér - er det så okay at fræse et "grow hair" ud mellem tænderne? Eller skal man tælle til 10 og revisitere gengældelsen af hans morgenhilsen efter man har tømt sit krus?

Lykken er

En danskvand med citrus til sin bøf bearnaise med kogte grøntsager på Rio Bravo kl 2 en fredag nat efter en udsøgt aften med fantastiske cocktails og ægte samtaler i alle de bedstes selskab.

Tak skal I have

Fjeren er støbt af beton...

Kontorbygningen hæver sig over gaderne på en almægtig repós af beton, der har en trappenedgang på hver af de fire sider. Jeg tænkte at der måtte være en enkelt rampe ved en af trapperne, og trak med rank ryg min ganger med til nedgangen nærmest cykelparkeringen. En meter fra trappen så jeg at der ingen rampe var, og jeg så mit snit til tilbagetog. Måske det var en miskommunikation mellem ben og pedal, eller hjerne-idé og kropslig reaktion, eller også var jeg for træt og havde for travlt.

Jeg så det først komme, da det var for sent at ændre adfærd, og horisonten forsvandt under mig, mens jeg så blå himmel og stiletter der fløj i hver sin retning. Et (nu vandret) blik til højre, hvor taske, telefon, nøgler og adgangskort lå hver for sig.

Suk.

Måske jeg når eliten i morgen.

Danse Salsa, siger De? - Næ tak, så vil jeg hellere vælte på Cykel!

Men jeg hverken dansede eller væltede i morges, da hele byen var vidne til min første morgenfærd på en pedalganger, skam i kontorstiletter og jakkesæt, og gemalen havde investeret i en kædeopstramning og en kurv til tasken der altid indeholder paraply, deodorant, mascara og lipgloss, til hvis nu. Og jeg er glad for at jeg satte håret op, for jeg havde perfekt udsyn og ingen blinde vinkler, og når man sådan glider afsted, opnår man en særdeles anderledes form for forbindelse med ens medmennesker.

Det er som om man er udsat, sådan kropsmæssigt, på en luftig måde og uden filter i formen af benzindrevet metal, så man ser fodgængere og kan nå at få hele opfattelsen af dem med, for man er tættere på. Og man ser flere biler, end bare den foran og den bagved og man ser dem på en anden måde.

Indtil videre har vi set 12 cyklister i Norfolk, og ingen af dem var spottet på ruten i dag. Rute er måske så meget sagt og hovedvej er nok en mere præcis angivelse. Der stod en kvinde og ventede på bussen, og da jeg holdt for rødt, smilede hun med alle de tænder hun havde tilbage og sagde "That's it, you're doin it, Girl!"

Tænk at være en del af den forjættede elite der cykler på arbejde. Jeg skal jo hjem igen senere, og så er jeg vel egentlig på vej?

Det åbenlyse spørgsmål besvares med et "fordi Mads er til samtale/ salgsworkshop i Virginia Beach en hel arbejdsdag" - så nød lærer vel nøgen kvinde at spinde cykle.

Jeg synes jeg fornemmer en sødlig lugt, men måske det bare er sejrfølelsen jeg kan sniffe resten af dagen :-)

Besynderlig mærkværdighed

Det er underligt surrealistisk, når det i starten af januar er 19 grader om aftenen og mildt og vindstille. Det føles mærkeligt og blødt og lidt som om der måske står en ulv eller noget der er værre og gemmer sig bag et træ.

Når en søndag bliver til en ø

Med frisk appelsinjuice, fersken the, lune croissanter og Port Salut og Manchego, er der boglæsning og Fifa 08 mens vi med god samvittighed driver indtil kl 13, hvor de første butikker åbner på en højhellig søndag. Man er vel i bibelbæltet.

I går nåede vi endnu en milepæl i domestication processen: Vi var på Dupré's Salon & Day Spa og blev begge klippet på samme tid. Og med stor begejstring efterfølgende endda! Mads bestilte en ny tid med det samme, og jeg tror de får lov at lege med noget farve for mit vedkommende næste gang.

Og prisen er næsten det vildeste: USD 25 for en herreklip og 30 for en dameklip, inklusiv vask, føn og styling. Så er det pludselig ikke så interessant at få booket Stuhr i Frederiksberg centret lige så snart man har en flybillet til Danmark. Skønt!

Billedet er taget midt i madlavningen, men det viser dog noget kortere hår :-)
Og nu skal vi kigge på en sofa. Rød læder, måske

2007 - obligatorisk retrospektiv

I morges var der slet ikke noget anderledes på 13. sal i den trediehøjeste bygning i byen. Det var den samme stol og den samme enerverende langsommelige internethastighed, der skaber mistanke om at Norfolk er en illusion, og virkeligheden blot er en afkølet dome i en mindre afrikansk forstad, med dertilhørende LANopkobling. Og den samme automatkaffe, og de samme kuldsejlede rullekravebluser på midaldrende mænd, der gør hån ad den corporate culture der huserer og regerer i de andre 185 lande. Og den samme udsigt, der på trods af de angiveligt første snefnug i 14 år, ifølge postmanden Don, der stensikkert holder skik på slige sager, stadig lignede den udsigt der forsvandt for mit blik da jeg ønskede et politisk korrekt Happy Holidays og tog elevatoren ned dengang det ikke engang havde været d. 24. om aftenen endnu. På en prik.

Men der er noget anderledes, eller også er det forventningens glæde, eller bare den opkvikkende effekt af en hel ferie der krævede tankerne et andet sted og derfor væk - den første reelle i lange tider og endda stort set uden kaffe (!).

2007 var magisk, og hvis jeg var religiøs ville jeg næsten overveje at takke nogen for at det hele lykkedes og lykkes. Lykke. Tænk at man kan vågne op om morgenen, selv med fornemmelsen af gnu i munden på en Nytårsdag efter blød og lækker Jamaicansk rom eller på en klassisk Garfield-mandag, og helt ind i maven glæde sig til ham ved siden af. Og at der med et fingerknips gik det første halve år, og at han stadig er der som en klippe med smil ud af øjnene.