I morges var der slet ikke noget anderledes på 13. sal i den trediehøjeste bygning i byen. Det var den samme stol og den samme enerverende langsommelige internethastighed, der skaber mistanke om at Norfolk er en illusion, og virkeligheden blot er en afkølet dome i en mindre afrikansk forstad, med dertilhørende LANopkobling. Og den samme automatkaffe, og de samme kuldsejlede rullekravebluser på midaldrende mænd, der gør hån ad den corporate culture der huserer og regerer i de andre 185 lande. Og den samme udsigt, der på trods af de angiveligt første snefnug i 14 år, ifølge postmanden Don, der stensikkert holder skik på slige sager, stadig lignede den udsigt der forsvandt for mit blik da jeg ønskede et politisk korrekt Happy Holidays og tog elevatoren ned dengang det ikke engang havde været d. 24. om aftenen endnu. På en prik.
Men der er noget anderledes, eller også er det forventningens glæde, eller bare den opkvikkende effekt af en hel ferie der krævede tankerne et andet sted og derfor væk - den første reelle i lange tider og endda stort set uden kaffe (!).
2007 var magisk, og hvis jeg var religiøs ville jeg næsten overveje at takke nogen for at det hele lykkedes og lykkes. Lykke. Tænk at man kan vågne op om morgenen, selv med fornemmelsen af gnu i munden på en Nytårsdag efter blød og lækker Jamaicansk rom eller på en klassisk Garfield-mandag, og helt ind i maven glæde sig til ham ved siden af. Og at der med et fingerknips gik det første halve år, og at han stadig er der som en klippe med smil ud af øjnene.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar