Om Valentines og hvorfor 90-60-90 konceptet er vejen til et profitcenter

På højde med Thanksgiving og Superbowl Sunday findes Valentine's Day, som vist mest af alt er den aften på året, hvor alskens kvindfolk har ret til at indkassere en omgang blomster og hjerteformet æske chokolade eller helst en turkis æske med hvid sløjfe. Endog får man ind ad brevsprækken en fin pink flyer der lover dit udkårnes hjerte gennem et syngende telegram - endda med sidste års pris behændigt streget ud med sort tusch, så profitten ikke helt går fløjten i den lokale regression.

Som Valentine's furien ellers kunne antyde, står det tilsyneladende ikke helt så galt til på de lokale sydstatlige egne, hvor begrebet om den traditionelle Gentleman er højt agtet og egentlig et tegn på civilisation på linie med vores brug af både kniv og gaffel ved et typisk måltid. Således finder en ung kvinde sig en mand i slutningen af college og ægter ham ved endt graduation. Mens han haster ud i erhvervslivets overhalingsbane med manager på manager i aflåste glasbure, har hun så rig mulighed for at bruge sin masters i applied economics & finance til at finde ud af præcis hvorfor den ene tørgærsløsning giver en bedre krumme end den anden, eller hvilken slags moppe der virker bedst på det victoriansk inspirerede klinkegulv i det nye sunroom. Efter hun har koordineret farver og valgt striberetning på tapetet på hans kontor og i den formelle spisestue, forstås. Og så passer det med at indretningen er komplet og budgetterne fastlagt, inklusiv nye golfkøller til gemalen ved hver sæsonstart og hun kan forvandle sig til en flittig avlshoppe. Den som tror at børn og institution er en acceptabel kombination, har meget tilbage at ønske for at være et anstændigt menneske - slige handlinger ville være ligesom at forsømme sin kirke på en søndag morgen, og med sådan helligbrøde i bagagen kan man næppe forvente et socialt netværk af den rette klasse i det rette kvarter med medlemskab i de rette country klubber.

Jeg tænker på Scarlett O'Hara, og måske det netop stammer fra ønsket om at bevare den bløde kvindehåndshud, når det den dag i dag er kotyme at en mand holder elevatordøren for de 10 kvinder der står bag ham og således og i øvrigt i alle henseender og køer lader enhver kvinde gå forrest i enhver kø. Førstnævnte i særdeleshed irriterende, når man som geografisk udfordret menneske sjældent ved om man skal til højre eller venstre når man kommer ind eller ud ad en dør et nyt sted.

Southern Bells finder tilsyneladende forfordelingen naturlig, og når man har en viking under armen der er vant til at man selv åbner bildøren, ænser man medlidende blikke fra kvinderne omkring en. Og ligefrem verbale udbrud, hvis vikingens tålmodighed slipper op og han går først ind i elevatoren - til stor forargelse for måbende langsommelige storcentergæster.

I samme ånd sikkert, og jeg synes altså det er besynderligt, er der blandt kvinder en aversion mod restaurantkæden Hooters hvis forretningskoncept er ganske enkelt - og successfuldt, herfra og til Singapore - at udelukkende ansætte piger med målene 90-60-90 og iklæde dem hotpants, tanktops og en kæk og kundeminded attitude, og så specialisere sig at lave de bedste wings og servere kold øl og vise fodbold på fladskærme. Pigerne ser ud til at have en stor holdånd, og der afholdes konkurrencer, på regions-, national- og internationalt plan om at blive årets Hooters pige og vinde forsiden af en kalender.

Hvordan man kan synes at det er kvindenedsættende at møde pligtskyldig op på sit job med ambitioner om at avancere og gøre sig bemærket internationalt set, og endda på et af de ældste forretningskoncepter nogensinde, mænds svaghed for bryster og et sødt smil, men derimod forvente at blive vartet op og forfordelt og undskyldt til, hvis en mand benytter en uklædelig sproglig vending i en presset situation - det begriber jeg ikke.

Helt oprigtigt, og jeg hører vitterligt gerne, hvis der er et bud?

Måske det kun er mig der synes det handler om valg. Og jeg vil gerne (og synes nok egentlig det er min absolutte ret at) vælge hvilke samtaler jeg vil deltage i, lære at sige fra når enough is enough, og vælge den dør jeg vil ind ad, når jeg vil ind ad den, og så for pokker vælge at følge efter ham med tilhørsforholdet, der ved hvor vi skal hen, så jeg ikke behøver tøve og tabe point.

Og så holder det simpelthen ikke at stille an med elefantordenen når herrerne vender hjem med en EM sejr og offentligt svine damerne til flere dage i træk. Så må man afsættes, der er ikke andet for i år 2008. Det kan ikke være nødvendigt at brænde så meget som én BH her.