Bambi på glatis, en mørbrad til en fattig, og æblemekka

Sneferie for første gang. Just udenfor sæsonen, siger de kloge. Ellicottville, NY, har ikke en butik der sælger halebenserstatninger. Her er min første time med instruktør foreviget. Og for en god ordens skyld skal det nævnes, at det ikke er mig i rødt.


Tænk, at det kan være så svært at finde balancen for sådan én som mig og egentlig undrer det mig at kroppen, som jeg ellers synes jeg normalt er meget gode venner med, ikke lige fandt ud af at når jeg blev ved at presse den udenfor sin comfort zone, så havde det været et meget mere rationelt strategisk udspil at fange bedre an og lure tricket med tæerne lidt hurtigere. Lykken ved første gang (ah, hver gang, faktisk) at komme af stoleliften på fødderne, frem for på næsen, var ubeskrivelig, og jeg kan stadig mærke det i maven. Ligesom glæden ved at opdage at være kommet helt til bunds på bakken uden at sætte mig på numsen undervejs. Sikken lettelse at kunne undgå at skulle ud i armbøjninger for at komme på benene midt på en skråning, på et stykke syleskarpt glasfiber der vender en anden vej end den vej man skal, og altså smutter som en mandel hvis ikke man har gravet det ned.

Sagde jeg, at det regnede hele andendagen, så det der med at få "bid" i fornuftig sne var en saga blot? I retrospekt er jeg egentlig overrasket over at vi begge stadig er i live.

På sådan en gennemført regnvejrsdag er en sneelsker som Mads næsten knust, og der skal ske noget, så nærmest som en indfødt var X5'eren på vejen igen, og vi delte sammen med 5 Indere en flot oplevelse ved Niagara Falls.

Vandfaldet deler USA og Canada, og på den anden side af vandet var der et flot tårn, som temmelig hurtigt blev dømt til at være et passende frokoststed. Vi er blevet læst og påskrevet at et Amerikansk udstedt kørekort er den vigtigste form for Identifikationsdokument (og stort set eneste gældende i det hele taget, for det skal jo være amerikansk udstedt), og en ægte Amerikanker ejer ikke et pas, så vi tænkte at det jo nok gik med at komme ind til naboerne på vores kørekort. Vi spurgte lige gutten ved betalingsanlægget inden vi kørte videre til kontroltårnet. Hvor de så ikke var ligeså positivt stemte. Da vi ikke havde noget pas, kunne vi ikke komme ind i Canada, og fordi vi så havde forsøgt at fuske os vej ind i landet på falske forudsætninger og ikke kunne dokumentere hvem vi var, måtte vi ind forbi de Canadiske myndigheder. De var nu flinke nok til at smide os ud af landet.

Amerikanerkontrollen kunne så ikke bruge et Virginia kørekort som ID, for det dokumenterede jo ikke at vi havde lovmæssig opholdstilladelse i USA, kun at vi kunne køre bil i Virginia. Og staten New York kan altså ikke bruge til noget at staten Virginia har sagt god for vores visum og arbejdskontrakt og sågar en vielsesattest oversat på ambassaden i Washington D.C., for at udstede det åndssvage kørekort. Det tog en time i et trangt ventelokale med en masse Mexikanere og Asiater, og igen blev vi lidt klogere på lagene i samfundet, både her og derhjemme. Og så spiste vi frokost i USA i stedet. Og da vi kom retur til Ellicottville, begyndte det at sne, og det fortsatte hele natten og hele den næste dag.

Jeg blev til sidst helt ferm til at lave en slags fjer nedad på hælene. For de uindviede må jeg simpelthen melde hus forbi på en mere dybdegående beskrivelse, jeg bliver så utrolig udmattet af at tænke på det. Og endelig er jeg holdt op med at drømme om at dreje til højre på tæerne og til venstre på hælene.

Vi skal vist afsted igen en weekend i februar. Suk. Men det kan simpelthen ikke passe at det ikke kan læres, og hvem ved, måske det så er sjovt?

Den opmærksomme læser har nok luret, hvor vi nu skal hen med historien. Vi tog nemlig afsted fra skisportsstedet et par dage før planlagt. Omkring 6 timers kørsel på grimme motorveje, og så var vi midt på Manhattan, hvor vi byttede nogle Bonuspoint til et hotel med pool og jacuzzi. Det var SÅ rart at synke et utroligt ømt haleben ned i et skoldhedt kar med jetbobler.

På en spontan tur til det famøse New York City var der visse ting der skulle opleves: Æble butikken af glas og ellers underjordisk, Manolo Blahniks eksklusive retreat, en frihedsgudinde, den homomorgenmadsbar min søster har fablet om de sidste tre år, Sohokvarteret, Wall Street, og jagten på et overflødighedshorn af cocktails og mad, Norfolk bare ikke magter.

På en sidegade til 5th Avenue fandt vi Morton's Steakhouse, der prydede sig af at være byens bedste bøf, og havde et væld af avisartikler, magasinudklip, officielle priser og Zagat ratings hængende. Menukortet så tilforladeligt ud, og klientellet der kunne anes gennem ruden, lod syne af at vi godt kunne være med. Bøflystne som vi var efter en lille uge på frossen kødsauce i en skihytte, og nysgerrige efter at være kommet til en storby med et rigtigt køkken, bestilte vi deres pragteksemplar af en 46 oz Double Porterhouse Steak.

Adskilt bare af et ben (uden marv), er der på den ene side den mest saftige filet, og på den anden side den møreste mørbrad. Vi bad om en medium udgave, rosa all the way, og mens min ledsager var i baglokalet, serverede tjeneren megabøffen, skar benet fra og skar de to stykker kød over. Efterlod benet på min kompottallerken. Til at gnave af, vil jeg tro. 

Suk. Ligeså mørkt det var udenpå, ligeså blodrødt var det indeni, og vi måtte sende stykkerne ud igen. De smadrestegte de samme stykker, men på trods af det forkullede ydre, var kernen stadig ikke god nok. Da en helt ny bøf så var undervejs, og de bad om at vi gik i gang med det der var godt nok på de eksisterende, endte det med at jeg spiste mig mæt i to lækre stykker mørbrad, og havde en hel, flot filet til overs til sidst. Sådan et flot stykke kød og de konstante tilbud om taggy doggy bags, og så syntes vi det var værd at give til en af de fattige på gaden. 

"Would you like an 18 oz prime sirloin from Angus-aged beef, Sir?" Han rakte hånden ud, og tog imod. "It's really good, it's a full sirloin steak from the restaurant" - "I know the deal" og ind under jakken. Man kunne da godt sige tak. Det var arrangeret med asparges og det hele. 

På vej i en taxa så vi en reklame for bunuelos, en slags tapas oste-bolle der serveres på det katalonsk inspirerede Pamplona, og det lykkedes os at få et bord til samme aften, og her fik vi både cava sangria til at starte på, og en smukt sammensat tasting menu på 7 retter af genial størrelse. På billedet lidt kanin.

Tænk en fryd at føle at man faktisk sulter lidt på gourmet, og igen og igen går galt i byen på lokalegnen, og så smager det hele bare så meget bedre når man finder et sted som her. Og til en god pris, selv med vores kåde cocktail forsøg, der blandt andet indebar passions- og granatæblemojito.

På vejen retur til Norfolk kom vi over Philadelphia, PA, og stoppede ind forbi en østersbar, der fungerede som opvarmningssted for et par unge piger der tog deres østers med red bull og shots, og date hangout for par i alle aldre. Trendy bartendere og en udmærket krabbesalat.

Sjove Oyster Crackers serveret med lidt ingefør puré som snack. Jeg er ikke gammel nok til østers, har jeg lært.

Krabberne er over det hele

Og dermed er forberedelserne til morgendagens Årets Sidste Aften afsluttet. Vi bliver 14 stk, inklusiv noget boss og familie og selvsamme nabo vi tidligere har haft en god diskussion med. 3 timers intensivt pillearbejde med nogle flotte store snekrabber blev til en lille skål af det blødeste krabbekød, og en stor gryde med skaller til en fond der skal blive til en reduceret creme, der skal tage del i den første tallerken med en sårød bunuelo, et shot kraftig kastanjesuppe med en smule persilleolie, og så et æg af krabbesalat. Uhm!

Mads skal lave mad fra morgenstunden med sin protége; den ældste af sønnerne, og har moderigtige planer om synkrone sideskilninger. I familien W går de to under tilnavnet Bim og Bam.

Og jeg har nu opdaget den sande glæde ved at være ikke-ryger: På knap fem måneder er der faktisk "ikke-brugt" et beløb svarende til prisen på to stykker kunst på højt, Italiensk niveau. 12 cm niveau, for at være præcis. I sirligt, strambundet, rødt læder, et hot pink interiør, og med en tæt på orgasmisk følelse af smør om fodballer og tæer.

Det er egentlig skægt, hvad de kan føre med sig, sådan nogle forblændende fodkasser. Pludselig er det rivende nødvendigt med en opdatering af Den Lille Sorte, et væld af metallics om håndleddet og en enkelt rød ring i samme nuance som Manolo'erne, og således er et helt outfit opstået omkring en hæl.

Fra os til alle jer

Glædelig Jul - Vi tager på snowboard!

For første gang nogensinde skal jeg feriere på et enkelt fladt bræt i hundekoldt terræn. Og Mads er helt ekstatisk over udsigten til at komme op på selvsamme bræt igen. Gearet er indkøbt, og farverne naturligvis koordinerede - hvis ikke man som novice kan få point for teknik, må man hente lidt hjem på cute-skalaen. Fredag nat kører vi afsted mod Holiday Valley i Ellicottville, New York, og inklusiv pauser forventer vi en tur på ca. 12 timer. Hvem sagde Road Trip, og alle mine tanker går til Starbucks. Der skal i hvert fald en ny CD i X5'eren, og kokken forbereder kødsauce.

Vi er tilbage på de sydligere kanter i tide til Nytårsaften.


View Larger Map

Man kan godt sende kager med almindelig post, det er hermed givet videre

I onsdags var det jul! Ja ja, nogle af jer tror måske det først er på mandag, men faktisk kan man som nygift ægtepar bosat i andet land uden familiære instanser nær, selv bestemme hvordan sådan noget skal foregå. Og når man så får besøg af moder + søster en uge i december, ser man pludselig sig selv som en reinkarnation af Martha Stewart herself og er før man ved af det blevet ekspert i ædelgran, julehjerter, pebernøddedej og klejnekogning. Således blev det juleaften med and og rødkål og brune kartofler og waldorfsalat og alskens hjemmesyltede goder. Og en fond kogt over flere dage, forstås - "det skal være sådan så saucen klistrer fast til ganen - Uhmm!"

Spøjst sådan at fejre jul, både helt selv, og også i allerhøjeste grad sammen, altså med en helt anden form for familietradition. Julen er vel "plejer"s tid, mere end noget andet, og vi plejer altså at pynte træ om eftermiddagen, klæde om til middag, spise, tænde lys og se dem brænde ned og brumme lidt på nogle salmer, og så finde en gave ad gangen, og så eksisterer der med ét en anden familie, der plejer at være 3 gange så mange mennesker samlet til begivenheden og har en hel anden måde at gøre det på. Og bager chokoladekringler i stedet for klejner! Det er også en form for afstandstagen og liberation, for i onsdags kunne man jo bare poppe en champagne fordi man godt kan lide champagne, og det er hermed og fra nu af en fastforankret tradition. Ikke dårligt. Og træet blev hentet ind lørdag, og pyntet løbende, og så var det så fint hele ugen, og faktisk fandt vi ud af at en lyskæde er smuk hele tiden, og ikke kun når man tænder for den med en tændstik.

Og det er skægt med svigerfamilier, for hver ende af snoren, og også i midten. Nye roller fordeles, mens andre aldrig ændrer sig - sikket juleeventyr og rart med et projekt der kun lige er startet og vedbliver i udvikling. Og Canasta blev føjet på listen over tværfamiliære fælles-aktiviteter, hvem havde troet det? Og Jul på Vesterbro, og samling omkring Fatboy'en :-)

Mail fra veninde udstationeret i Hong Kong: "Savner du aldrig DK? Jeg har kun vaeret her 3 uger, men har allerede lidt baemund idag, savner dem sq derhjemme"

Hmm, om vi ikke savner DK... Jo, jeg savner København med hyggelige caféer og fancy cocktails og altaner og spontane kaffe- og middagsaftaler og den lokale brunch på Den Blå Hund og sejren ved at finde et nyt fedt brasseri, og glæden ved at klæde sig pænt på og spise fantastisk mad ud fra en menu en kok har sammensat med nøjagtighed og stolthed. Og frostklarhed, og folk der kun spørger hvordan jeg har det, når de mener det og har/ tager sig tid til at høre svaret, og metroen eller 2A eller en prajet vogn i champagne eufori, og søndags-øer i Frederiksberg Have eller på obskure trendy brunch steder på Nørrebro, og det trætte Strøg, som alle de indviede for længst er viget bort fra, og stringent, minimalistisk design i vinduerne og fede Italienske møbler og intelligens i gadebilledet. Fremfor store parkeringshuse. Og den der frygt som man gemmer helt inde under frakken, for hvis folk ved at man er ræd for at få en snebold i nakken, så kommer den helt sikkert. Hårdt. Av.

Og kunsten at finde bløde, tykke, varme vinterstøvler der holder tæt mod morgensjap, men stadig er tilnærmelsesvis tilstrækkeligt smarte, og at hoppe ud af flyverdragten og over i tørre skifte-stiletter i garderoben, der er så langt væk fra skrivebordet, at man ikke støder armen ind i sit halstørklæde for at tage telefonen. Det dér med at "komme indenfor", hvor det er varmt og godt, i stedet for at jeg nu har lært hvad træk er - aircondition og amerikanske ceiling fans. Og jeg savner det med at man kender jargonen, og ved hvornår man kun bliver budt den halve sandhed, og ikke skal lære alting på den hårde måde. Og at være i gang fremfor at skulle starte forfra. En art friehd. Og tempo der rykker. På vejen, på fortovet, på mail, på telefon, i beslutninger og indkøb og logistikprocesser. Og at vejen til en gedigen beslutningstagen ikke udelukkende er populeret med betonstøbte management fodspor. Og at ansvars- og ejerskabsfølelse hersker og man hver og én kan - og må - tænke udenfor boxen og manualen. Og Glædelig Jul fremfor politisk korrekte Seasons Greeting der dækker over Christmas, Hanukkah og Kwanzaa.

Og anonymitet. At trawle gennem Føtex ved Solbjerg Plads, hvor det eneste der kræves er et nik når ekspedienten spørger om det bare skal være på beløbet. Ren stilhed. Og hyggelig støj. Og forståelse for bakterieflora og fødevareprocesser og immunforsvar og resistens overfor antibiotika og at man altså ikke taber sig bare fordi man ikke spiser frokost. Eller morgenmad. Og dét der med at finde sin plads i en familie på egen og fælles tid og godt hjulpet på vej af fødselsdagsmiddage og kaffeborde, der løsner op og knytter bånd og vækker tillid og skaber fortrolighed og ikke helt er så ligetil på skrift.

Og æbleskiver og gløgg i mørkt, smukt oplyst Tivoli. Og finsk sauna i kurbadet i Frederiksberg Svømmehal. Og "at kigge forbi" fordi man bor i nærheden, og lykken ved at vide at de man inviterer til sin julefrokost, melder tilbage inden deadline, fordi de kender mit anale forhold til planlægning af events og at de også glæder sig til at komme, og husker det. Og at arbejde på CET, hvor man kan fange Asien fra morgenstunden og USA om eftermiddagen. Og at være menneske før kvinde - uden at ligge under for fordømmende hensyntagen til "kvinden som skrøbeligt politisk korrekt kæledyr", der skal lukkes først ind og ud af elevatoren, på trods af de 15 mændesker der skal samme vej ud. At det er i orden, i mit køn, at grine ad snavset maskinmesterhumor, når den er morsom, og forarge ved selv at spytte i puljen. Og jeg savner at vide hvad der sker i aviserne, før det bliver skrevet, fordi jeg lever i det. Det er ikke sikkert jeg savner Ungdomshuset, men dramaet måske. Arh, nok kun måske. Og ærlighed og oprigtighed og gennemsigtighed på personskat - 40% i en individualistisk anti-velfærdsstat går ikke til infrastruktur, i hvert fald. Og et mobilnet der holder, og et anstændigt kabelTVsignal.

Det hele er anderledes, og meget af det er spændende, og noget er virkelig godt. Og det tager nok bare lang tid at få helt ind under huden, for alt virker jo i sammenhæng og ingenting kan helt lade sig gøre alene.

Oh, smeltet

Jeg sidder lige og er faldet som en fjer efter både bodypump og turbo kick fra morgenstunden. Det passede meget godt med at det var lidt ligesom tae-bo, en masse "stød" (upper cut, skråt over ryggen, jab), og en udgangsstilling med hænderne knyttet foran hagen. Agressivt og koncentreret - meget fedt. Og rent psykologisk sikken effekt at koncentrere sig om sine knyttede næver der skal holdes højt, så man helt glemmer smerterne.

Og lidt spark også, rundt og bagud og foran, og højt, højt tempo. Når jeg i mine år som hi-low aerobis træner havde et step touch som udgangsstilling, har man her "rope skipping", altså (sjippe)hop på stedet i dobbelttakt til musikken. Adr. Vi var 2 der ikke havde prøvet det før, og jeg fik mig sågar en sludder med 3 af de andre piger i omklædningsrummet bagefter. Om "life changing and body changing classes". Store ord om gymnastik, men måske ja.

Og der var endda 4 eller 5 mænd også. Jeg havde ikke overskud til at se om de faktisk havde rytme...

Og nu skal jeg lige ligge her, helt fladt og stille og ret stolt og se et boligprogram, tror jeg. Gemalen kommer fra rugby om et par timer.

Go' lørdag

Arbejdstilladelsen er i hus!

- og jobsøgningen er for alvor gået i gang

Når man agerer guide for japanske topchefer i det inderste varme snavs af motorrummet på et stort containerskib

... kan det helt sikkert ikke anbefales at tage selvsiddende nyloner på inde under jakkesættet, inde under papirkedeldragt, sikkerhedssko, hjelm, gul vest og handsker. Der er rigtig varmt i sådan et motorrum, og lår + klæbende nylonblonde = uheldigt.

Og egentlig ikke mindre når man kravler rundt og ivrigt gestikulerer (ørenlyd er en havn man ikke kalder på den rute) fremvisningen af de foretrukne lokationer til at tage en prøve fra på hver olieholdig motordel.

Japanerne var imponerede, jeg fandt vej til den nye terminal (på en helt ny vej, der ikke er opdateret på GPS eller nogen webtjeneste endnu - wuhu, success! Det betaler sig virkelig at øve køreturen aftenen forinden), og det er fedt at være snavset :-)

Det' sørme, det' sandt, december/ Referat af lørdagens julefrokost

Med en hel uges sylten og bagen, og design af den bedste cremede base for home-grown pickles med det rette forhold surt og sødt, utallige forgæves forsøg på at skaffe "pork filet with the skin still on the back, or just the skin even" fra diverse stolte slagterier (den slags er skam smidt afsted til Kina, det er jo affald - til gengæld spiser de skrællen på en ananas), en klar sejr til risottorisene over sushirisene når der skal laves risengrød, og en meget overrasket engelsklærer der stadig har svært ved at forstå hvorfor i alverden man bruger en seng og dyne til at lave mad i, og hvordan det overhovedet virker rent geoteknisk, ja efter alt det, blev det lørdag tid til en god, gedigen gammeldaws dansk julefrokost. W'erne var mødt talstærke op alle fire, med en Linie Akvavit med hjælp fra Norsk Nato, og en Beaujolais Nouveau under armen, og engelsklæreren med kæreste - sidstnævnte hvis øjenbryn var malet på, helt sikkert efter skabelon (hvad hedder skovsnegl på engelsk?), og alle klappede de i hænderne over det nærmest syndige tag-selv-bord.

Det er en sjov tid, som nygift; lige pludselig at skulle strømline ens dybeste traditioner fra hver familie, og som jeg skriver det her, går det op for mig at vi faktisk manglede tarteletterne med høns i asparges! Hmm, tænk at jeg bare godtog noget underligt noget med skinke og sennep, og brun farin ganske vist, og så grøn kål, der var langt. Højst besynderligt, men de andre kendte det også, så der kan man bare se.

Og de to amerikanere syntes at det hele var fantastisk, lige fra konceptet med "open sandwiches" og lunt rugbrød til snapsen. Især snapsen var de faktisk umåde begejstrede for, og især hende i de høje støvler. Og dér går det hen og bliver en kende spøjst, hvad angår kulturforskelle. I København ville vi have taget en taxa ud og én mere hjem, og glædet os til ikke at tælle genstande. Her bliver der faktisk fra firmaet itself stillet fri bar til rådighed sammen med fri parkering til årets julefest næste weekend, og det er lige dét der tilsyneladende syrer igennem befolkningen, for hvis man er "a big girl, who can take care of herself" så betyder en snaps eller fem mere ikke den store forskel i ens evne til at køre hjem senere. Nå. Efter at have specificeret konceptet i invitationen, understreget at sofaer og tæpper og tandbørster stilles til rådighed, no-questions-asked, forklaret om snapsens oprindelse og indhold og udhold, og advaret om følgerne, står man tilbage og er egentlig lidt i tvivl om præcist hvor ansvarsbegrænsning kommer på tale. Jeg har ikke noget svar, men jeg tænker over det nu. Hmm... Måske hun virkelig var i besiddelse af den stenmave, der umiddelbart så ud til at skæmme for snapsene. I hvert fald skete der ingen ulykker, og bekymringen er dalet nu, men man bevæger sig i ukendt farvand, når folk reelt sagsøger venner og bekendte fordi de selv kom galt afsted på vej hjem fra en fest, hvor værtsparret opfordrede til DUI ved at servere alkoholiske genstande - og man vinder i en retssag! Hvad gør man så?

Og på næste side af den kulturelle pixibog vi er ved at skrive; det er tydeligt at i det lokale, moderne samfund, er det kvindernes lod, dét med at rydde af bordet og vaske op og gøre ved, og jeg tænker at man måske endda er mere værd som kvinde, jo hurtigere man kan få alting til at skinne efter et måltid. Med den hat på er det elskværdigt at en fremmed kvinde i ens eget hjem lige giver en hånd med, og endda selv tager initiativ og rejser sig op i et stort taknemmeligt smil og beder om at man bare bliver siddende med sin rødvin. Og indsatsen er sandelig også værdsat - hvem gider da at skylle glas og skrabe rester ned i en skraldespand?

Men måske - og tilgiv mig hvis min snæversynethed får det bedste af mig her, - bare måske er jeg ikke noget explicit dårligt menneske, hvis jeg føler at min personlige grænse bliver overskredet, når man faktisk rydder hele bordet, før jeg er halvvejs igennem min tallerken. Og bare måske, og selv med den hat på fra før, er det god stil at lade værtsparret råde over timing af menuen. Og faktisk blev der forklaret på indledende vis at man går til en julefrokost buffet 3-4 gange per ret og afholder hele festivitasen omkring bordet for at nå at få plads til mere mad undervejs, og derved ender med at spise i rigtig lang tid.

Jeg - og resten af verden - ved godt at jeg spiser temmelig langsomt. Men vi ved også allesammen at en tallerken altid går op til sidst, og således sætter jeg faktisk en (givet, neurotisk) ære i min fortæringsmæssige timing, og ratioen mad-til-rødvin, nu man endelig selv er vært og bare kan "kick back and relax". Og jeg overraskes også selv over hvor lang tid jeg kan bruge på at være overrasket og utilfreds, men jeg havde i umindelige tider glædet mig ufatteligt til et måltid der tager den tid, det nu engang bare ender med at tage, og handler om andet og mere end at få kørt folk igennem møllen. De var også ude igen kl 18, de kære amerikanere, på trods af løftet om ikke at lave andre aftaler, for det var jo et heldagsarrangement.

Suk.

Til gengæld var alle flade af grin over terningespillet hvor man skulle tage og give væk og stjæle og more sig over selve indholdet. Og mandelgaven faldt i god jord hos den yngste W'er; et plysrensdyr der vrikkede og sang julesange.

Spilkonsollerne på elektronikvæggen blev pudset op til dagens begivenhed, og der var en turnering i boksespillet på Wii'en, og nogle hurtige biler der kørte i en grøft et sted på en anden konsol.

God the og kaffe og småkager og billederne er fra en ny tradition, vist nok oprindeligt fra noget håndbold på Roskildeegnen: En gave pakkes ind i et ukendt antal lag af papir og bånd, på kryds og tværs og med masser af tape. Man slår på skift med en terning, og slår man en sekser, iklæder man sig hue og vanter og halstørklæde og briller, og bliver udstyret med en kniv og en gaffel til at pakke gaven op med, mens terningen bliver givet videre til den næste der slår en sekser, og skal iklæde sig hele udstyret igen.

Når man til bunds i indpakningen, er man den stolte vinder. Og glæden bliver ikke mindre af at se billederne efterfølgende :-)

Og det blev jul på kontoret

Det er god skik og tradition at man først pynter op til jul når Thanksgiving er vel overstået. Faktisk er der et fænomen på selve Thanksgiving Day, ikke ulig Disneys juleshow 24. december i Danmark. Det er stormagasinet Macy's der afholder den årlige Thanksgiving Day Parade i New York; et 3-timers show der starter kl 9 om morgenen, og klogt nok afsluttes lige før fodboldkampen. Her er der en række vogne på hjul, sponsoreret af diverse virksomheder bag skønhedsprodukter og legetøj og diamanter, og kæmpemæssige balloner levendegør Mickey Mouse og M&M's figurer, og som flødeskum på toppen af lagkagen (frit oversat efter det Amerikanske "icing on the cake") er den sidste ballon altid en enorm julemand. Og således er stormagasinet Macy's altså pr. skik ansvarlig for at julen begynder.

Sikken markedsføring!

Og derfor var der på kontoret fint pyntet op med tilnærmelsesvis ægte gran og 3 stk sølv decór placeret på hver anden rumdeler og en stor krans på hver indgangsdør, ved siden af den grønne plante der også er ny. Det er nok for meget besvær ligefrem at hænge ting langs vinduet i loftet, eller også er det blot en dansker ting?

Jeg skal have et træ i stuen!

Kampen om den perfekte risengrød

Så er kampen i gang for at lave den perfekte risengrød - uden grødris.
Det kan blive svært, men det skal nok lykkes tror jeg

"Just go slower, Sir"

Lykken er: At have en yderst charmerende og høflig gemal med cruise control.

"Jeg glæder mig i denne Tid"

Det er faktisk lidt ligesom juleaften. Man render rundt i nattøj til langt ud på formiddagen, og fjernsynet kører, mens fade ryger ind og ud af ovnen, og gavebåndet hvirvler. Mindre målestok, ganske vist, men det er stadig hyggeligt. Vi skal være hos Andy og Erica mellem 12 og 14 (sådan -ish, du ved), og så kan det vel ikke tage hele aftenen at gennemføre sådan et arrangement?

Modsat den danske tradition, handler højtiden her ikke udelukkende om fortæring. Samtlige stormagasiner og møbelhuse og byggemarkeder holder nemlig mega udsalg, og den ene åbner før den anden. Hele fjernsynsfladen handler om tilbud og åbningstider. Select Comfort, hvor vi har kig på en luksusseng, åbner kl 7 om morgenen, men centret hvori de huserer, åbner først kl 8, så man skal ringe og lukkes ind ad en bagvej. Smart.

Macy's åbner også kl 7, Bed Bath & Beyond kl 6, Best Buy kl 5 og Kohl's endda kl 4!

Vi overvejer en mini get-away til nogle bjerge i nærheden, og se om der skulle være grobund for en udfoldelse på snowboard senere hen. Og så er det måske meget interessant at stå op før en vis herre får sko på, medbringe en gallon kaffe, og udnytte tilbudet om et digitalkamera til 99.99 dér kl 5 om morgenen, og så nyde morgenluften og udsigten de knap 4 timer på farten, klokken meget tidligt.

Jeg tror jeg skal have jeans på om lidt :-)

Gode dyr er i sandhed rådne

Det er Thanksgiving i morgen, og alt er lukket, og på kontoret er der afgang kl 15 i dag. Ønsker om "Safe & happy Thanksgiving" fra alle man møder, fra UPS manden til senior management til ham der pakker varer i plasticposer i Farm Fresh. Og vi skal have en vegetable side dish med ud til rugbykammeraten Andy. Nok til 16-20 personer...

Så man forhører sig naturligvis lidt omkring for at finde den passende ret at medbringe. Hvad plejer de at spise, hvad vil de helst ikke have, hvad drømmer de måske om, og hvad er slet ikke passende? Weekend gæsterne foreslog Green Bean Casserole med notationen at det er meget klassisk og altid kærkomment, og en del af selve traditionen. Lidt yderligere research afslører at grønne bønner, majs og squash er omdrejningspunktet hvad angår den traditionelle opsætning af Thanksgiving Dinner.

Så er der hele det kulturelle aspekt; ville de måske synes at det er spændende at få en mere europæisk variation over emnet, eller vil de synes at det i sig selv er sjovt at få en europæer til at lave en opskrift på hel traditionel amerikansk manér. Jeg er ikke sikker på Thanksgiving er stedet hvor man skal rode med traditionerne. På den anden side må man også forvente at når man outsourcer dele af menuen, bliver det aldrig som man selv havde lavet det, og det er jo noget af det mere interessante. Og på den tredie side handler det også om integritet, for jeg tror simpelthen ikke at vores forsultede gourmettørst kan overleve egenhændigt at skulle producere den babymad, vi så ihærdigt forsøger at undgå. Der er så få ting tilgængelige der har en konsistens, hvor et fungerende tandsæt stilles som krav.

Og hver en opskrift byder på enten majs, bønner eller squash fra dåse (!), hældt over i fad og tilsat fløde, mælk eller smør, og så skal der revet ost ovenpå og måske lidt ristede løg. Bløde, ristede løg fra dåse. Det er så forfærdeligt og fortvivlende.

Click here for more on "Cheesy Green Bean Casserole Recipe"

Find 1 fejl

Hvad er formålet med at stemple "Received" på ydersiden af kuverten? Fik jeg nævnt at vores postmand her på etagen kun tager sig af post internt i USA? Skal man sende med FedEx, må man til sekretæren på 20. sal.

På tomandshånd igen- nu med stilhed

En familie kendetegnes åbenbart af tilstedeværelsen af fælles afkom. I hvert fald var det en hel familie vi havde besøg af henover weekenden, med tydelige rollefordelinger, imponerende mængder af energi, magtkampe og dybtfølte suk. Og en temmelig meget tidligere morgenstart end vi umiddelbart er vant til. Til gengæld var den lånte Fatboy'en et stort hit, og en fantastisk babysitter der uden at blinke bar både den 3-årige og den 5-årige igennem ulvetimen, fra ankomst til spisning, både fredag og lørdag. Tak, Fatboy, Og også tak til Ratatouille og storskærmen der klarede timen efter middagen. Vi var i Akvarium og rørte ved rokker og så på hajer i en ubåd, og jeg fik mig en temmelig filosofisk sludder med de to poder, om hvorvidt en tiger eller en krokodille er yndlingsdyret. Kriterierne er så vidtfavnende som at favoritten skal kunne bide, ridse og have høje ben. Og være stærkest, dét er det afgørende.

Der skulle shoppes til den helt store guldmedalje, for familien var på ferie. Herrerne fik udstyret lejebilen med et DVD underholdningssæt til bagsædet, og vi piger nåede hele vejen rundt i MacArthur centret og fik fyldt op påhylderne på badeværelset. Og sågar et par bluser, støvler og jeans! Sidstnævnte for første gang i snart et årti, men nu skulle det være, efter mangt og meget pres fra omverdenen. Og det er måske i virkeligheden helt okay med sådan en buks.

Overordnet vurdering: De var en del nemmere end frygtet. Og sjove, ligefrem. Sikkert fordi de var et nyt og spændende sted, og de for os var nye og spændende indslag. Og det var en tydelig og helt klar, og i særdeles betryggende stilhed, der mødte os ved frokosttid, da vi kom retur fra afskedsbrunch. Kun to. Uhmm. Og resten af søndagen har været en dejlig ø.

14 gode idéer til at blive i bedre humør

Ingen af os har nogensinde rigtig været til det med familiealbums spredt ud over hele boligarealet. Til gengæld er vi begge glade for smukt, dansk design og klare linier, symmetri og bevidst asymmetri og spændende vinkler. Og en enkel farveskala der er varm, brændt, stærk og blød. Og vi har en fælles last i en fremragende evne til at rode et rum eller en hel lejlighed til på forbavsende kort tid, og vi synes også begge to at det er så fantastisk når der ikke er rod, men bare rent.

Og nogle gange bliver det måske lige pludselig næsten sterilt. Her er dobbelt så meget plads som før, og køkken/ spisestue/ stue er et lækkert stort, åbent rum med plads til en låneFatboy midt på gulvet, og stadig overskud til at man kan lægge mange mennesker fladt på gulvet, hvis man gerne vil det. Af den ene eller den anden grund.

Hmm, et kig omkring og nogle grublerier og lidt indadvendt reflektion. Samtidig er der en spøjs vinkel på højre side af sofaen, et stykke væg med gulv der bliver ved at virke lidt bart, og ikke rigtig duer til en fed stol af Feng Shui årsager og energi i rummet og sådan, og hvor en skænk af en art både er lidt for voksent, og ikke føles rigtig, når jeg forestiller mig det. Det er som om sådan en skænk gerne vil være et sidebord, hvis den skal være lige dér, men sofaen vil helst ikke være med. Og med en hel sofa der ikke gider lege, bliver det aldrig rigtig godt, for så bliver det bare et støvobjekt, og lige pludselig et problem igen, rent energimæssigt, du ved.

Hjørnet her er cirka på midterlinien i det åbne rum, så det vil være oplagt at bruge vinklen til at skabe en form for samhørighed og åben, varm velkomst, samt besvare spørgsmålet om noget personligt og ikke-sterilt og også give lidt frækt modspil til den brændte farveskala.

14 nøje udvalgte fotos (kriterie: historien bag) i 14 nøje udvalgte fotorammer (kriterie: billigst muligt) der bringer smil og vækker minder, nærmest på Mormor-agtig manér. Er det ikke personligt og ikke-klinisk? Og så er I der allesammen, og det er så hyggeligt :-)

Citrontræet er ikke købt endnu, men det kan ikke vare længe. Og så er der den grønne pangfarve, der står i stærk kontrast til alt det røde, brune og gyldne, og er både sjov og sprælsk. Og det er luftigt og ikke en dump ting. God energi, ikke? Og lækkert flow, tror jeg.

Jeg forærede min søster et citrontræ i fødselsdagsgave engang. Normalt er ingen af os i stand til at holde liv i en kaktus længere end til fotosyntesen giver op af sig selv, men hun passede og plejede det bette træ, og der gik imponerende lang tid før det døde, og hun købte så et nyt for at jeg ikke skulle tro hun ikke havde været omsorgsfuld nok. Nu savner jeg hende lidt - indrammet øverst til højre hvor hun stolt fremviser en dessert. Hun er altså en skæg éen.

Det bliver godt at få det citrontræ. Og besøg anden uge i december.

Officiel anbefaling af næseskylning

Uhmm, en smule forløsning. Køb din egen netikande

Er det en kulturforskel

... eller er det bare underligt når man med hosten og snot i stemmen må ringe til familiemoderen og med stor beklagelse melde fra til en middagsaftale 7 timer senere, og den umiddelbare respons er "Oh dear, hvad skal vi så gøre med alt det dejlige kød. Så må vi jo lægge det i fryseren. Sikke uheldigt."

Jeg undskyldte og ville jo bare ikke smitte de to små poder med influenza, og "det var jo så mit valg".
- Øv

Apple, B&W og rugby

Det er helt sikkert nok den fedeste højttaler jeg til dato har ejet. det vil sige at den er jo ikke rigtigt federe end vores 7,1 surround med pod speakers men det er tæt på:-) Lyden er faktisk rigtig god og designet er super tidsløst lige hvad vi manglede til soveværelset og med vidoe ipoden eller iphonen er det muligt og bruge den som vækkeur. Så kan det jo ikke være meget bedre.

Hvad angår rugby så er de første 2 træninger overstået og jeg har ikke fået nogle skader endnu men hele kroppen er noget øm, det er virkeligt ikke sjovt at være en af de små når man plejer at være i den anden ende af tabellen. Alle spillerne er nu rimeligt søde til at hjælpe mig når jeg løber rundt inde på banen og ligner en hovedløs kylling - forestil dig lige at spille et spil hvor man ikke ved andet om reglerne end at den skal lægges på baglinjen for at score et mål. Det er virkeligt ikke nemt.

Jeg var på bar med 3 af spillerne i torsdags, og det var rigtigt sjovt at møde nogle rigtige amerikanere og se hvordan de er. Den ene som hedder Andy har inviteret os til Thanksgiving, vi skal bare medbringe en vegetar ret og nogle øl tror jeg. Jeg spurgte ham hvordan det foregår, og det er noget med at mændene ser fodbold og drikker øl, mens kvinderne derimod skal lave mad og gå til hånde (hvis nogle af jer læsere har nogle gode råd til min hustru er de vist meget velkomne).

Jeg glæder mig meget til at se det hele med maden og måden menneskerne er på, det er meget normalt at man kommer til forret og så går til hovedretten tror jeg nok, de er skøre de amerikanere:-)

P.S: Hvis I troede jeg var død siden jeg ikke har skrevet så meget på bloggen, så bare rolig, det er kun fordi jeg har så travlt med at være homemaker og spille ps3, xbox360, nintendo wii og bruge vores apple tv:-)

tjek Christmads.dk det er vores første rigtige hjemmeside.

Hvad er forskellen på en flodhest?

De mente det alvorligt, da, i den oprindelige introduktion til udstationeringen, begrebet Sensitivity Training blev nævnt som et led i en sømløs integrationsproces. 4 timers HR councelling i dag, og kollegaen og jeg er de to stereotyper på "den slags" expat danskere der oftest havner i problemer som følge af en brovtende humor og utilstrækkelig omtanke overfor andres følsomme områder. Som eksempel nævnes min chef, der i sit tidligere job i en stor amerikansk virksomhed startede hver morgen med en hilsen udi kontoret, og den ene morgen brugte udtrykket "good morning ladies", da der kun var kvinder tilstede i rummet. Én kvinde valgte at klage til HR, chefen var kaldt til fortrolig samtale, fik en permanent bemærkning i sin HR fil, og blev sat under moderat opsyn.

Vi finder ellers fortrolighed og tryghed i vores danske humor, hvor sarkastisk og spydig den end måtte syne overfor den traditionelle Amerikaner, men her i efterdønningerne kan jeg godt se at det måske er en god investering at møde dem på halvvejen og helhjertet forsøge at vise en åbenhed overfor den lokale måde at "gøre tingene på". Tænk egentlig, at man kan have sådan en oplevelse som forleden, og så tager det alligevel en del heavy eftertanke at få den idé at man måske er nødt til at give afkald på lidt af sig selv og træde ud af sin comfort zone for at lære dem at kende.

Billedet?

Mads er lige nu på sportsbar i sit træningstøj for at fejre den sidste træning på sæsonen med Norfolk Blues, og jeg fór vild i Photoshop Elements...

Om forventninger og indfrielser og Merlot

Drinks og middag med bossen, som er i byen. Snak over først martinis, dernæst filet mignon, om strategi og ledelse, kulturforståelse, amerikanere og danskere, mænd og kvinder, gamle og unge. Forventninger, krav, håb og stress. Management og bedst udnyttelse af resourcer.

Det er besynderligt med den nulkohol-politik der føres her i hjemmet. Filtre flyver væk og ærlighed hersker. Måske det slutteligt er OK.

Vi skal bare ikke røre ved ledningen nu, så virker det

Blæst ud på flotte 46" og alle 5 sæsoner klar - glædelig søndag aften :-)

Uden tvivl

Det kedeligste i hele verden er når man skal finde den ledning der forlænger et hanjackstick og laver det til et hunjackstik, i håb om noget med et mediecenter og NuTV via Windows. Med lyd, altså, helst.

- Suk

Et voilà, som lovet

Og der er såmænd også (hasselnødde-)kaffe klar, når I kommer forbi til smukke film i HD, PS3, XBox 360 eller Wii spil, eller bare et glossy slideshow.

Altandøren er til venstre for skærmen, så valget faldt på LCD fremfor Plasma, lys og spil-agenda taget i betragtning, og størrelsen blev et kompromis på 46".

Bemærk døren til højre i billedet, der afslører hvor enormt stort alteret faktisk er. Og møblet er naturligvis valgt efter at kunne tilgodese alle de nødvendige konsoller og forstærkere og receivers der åbenbart deler det fælles træk at de hver og én er en streng nødvendighed for ren overlevelse.

Således har jeg nu lært, at man, for at se om der er en pendant til de Unge Mødre, tænder for fjernsynet på fjernbetjening nr 1, vælger input og finder den korrekte HDMI udgang. Så tænder man for receiveren til kabel TV'et, og det er også på den man bladrer mellem de 250 kanaler. Skal man have lyd på, skal man have fat i fjernbetjeningen til surround receiveren, sætte inputtet over på VCR-1 (ja, at kalde udgangen "TV" havde jo været for nemt), og her kan man så justere lydniveauet.

Vil du se film, udskift da den første receiver med Apple TV'et, og husk at sync'e fra MacBook'en, hvis filmene vel at mærke købes over iTunes. Faktisk er det et ret imponerende set-up, for det koster kun knap 10 dollars at købe en film der så ligger på computeren efter et kvarter; komplet med Dolby Digital Surround og i flot HD 16:9, klar til afspilning når man har linet op med danskvand i spandevis.

Var der nogle der sagde religion?

Jeg troede Noel betød Jul?

Det har været sindssygt blæsevejr i dag. Min ene hårnål faldt ligefrem ud af håret på vej hjem ved fyraften, og det var så øjnene pev mens jeg febrilsk fik lukket frakken omkring mig. Og så er det blevet koldt, lige med ét. Det skete i søndags, faktisk, hvor det mellem middag og aften begyndte at blæse, og Mads Viking måtte med et stille suk erkende at sæsonen med klipklappere og knickers 24/7 nok var slut nu.

Og nu er der orkan varsel, og med de hurricane evacuation routes der dukker op i landskabet ved de fleste motorvejstilkørsler, tænker man tilbage på Hurricane Katrina, og hvordan infrastrukturen i landet ikke kan klare et decideret uheld. Mon det har ændret sig synderligt efterfølgende? Er det en del af valgkampen? Er det for socialdemokratisk til at passe ind i noget fremherskende parti?

Der er dog orkanvarsel med jævne mellemrum, og det er 10 år siden der sidst var en evakuering. Og her til aften er der endnu ikke officiel varsel om øget risiko, så der er vist intet at frygte. Til gengæld var strømmen væk i en hel uge sidst den gik. Men måske de også skal have lidt credit, de her Amerikanere. Der kan jo trods alt ske forbedringer på et årti.

Halloween i onsdags var en oplevelse. Vi blev budt til middag hos min danske kollega der har to knægte på 10 og 16, og bor i et kvarter med masser af børn, der alle var festligt (læs: makabert, for the most part) klædt ud i den time trick or treat sessionen varede. Meget organiseret og effektiviseret kom de 10-20 børn ad gangen, én ringede på og de tog hver en slikpose fra fadet og fortsatte tilbage på villavejen, klar til næste nabo. Ikke så meget pjat og tidsspilde ved at synge en sang om bagværk der skal op eller nedad, og det allerførste barn havde jo sagt de famøse ord "Trick or Treat" og så vidste vi jo alle hvad det handlede om. De var ikke kommet for at snakke.

Det var naboerne til gengæld; Brad og Gladys.

De to blev sammen med deres søn i slutningen af 20'erne inviteret indenfor efterfølgende, og 10 Ales senere var både vi og de blevet klogere på forskellene i kønsrollemønstret hos Danmark og U.S.A. Sikken oplevelse at tale med en kvinde på 54 hvis største rollemodel er Martha Stewart, og som har arbejdet "full time, part time and no time" og med ramme alvor prædiker for at kvinder skal lade være at måle værdi i karriere, fordi et job er flygtigt, og dét der giver ægte glæde, og det eneste man kan regne med, er familien og Gud. Det er en anderledes holdning end vi er vant til, og så gennemført og populær herovre, at vi var nødt til at udforske - og udspørge - fortaleren nærmere.

Jeg sad jo der som stærk Qvinde med såkaldte ben i næsen og forsøgte mig med at forklare hvordan jeg godt kan føle mig stolt og ægte glad indeni over at have nået et mål jeg har sat for mig selv. Det være sig i hjemmet, i familiære forhold og sågar på arbejdet. Måske endda især på arbejdet, fordi der er en anden kølighed omkring forventningsdannelsen og -opfyldelsen der. Hun mente ikke at jeg havde fat i den lange ende, og spurgte om min alder, og sagde så overbærende at jeg nok skulle lære det, og at hun godt forstod mig, og at jeg var køn. Som om det er et kvalitetskrav i sig selv for en datter hvis rødstrømpegenetik til tider skinner stærkt igennem.

Fascinerende oplevelse, i sandhed. Og hvem ved, måske jeg ændrer mening og holdning, og endda ser lyset og konverterer til fundamentalismen. Måske jeg ændrer mig i en mere moderat udgave. Eller måske det vil vise sig at jeg har ret. I hvert fald har det gjort et kæmpe indtryk, og vi befinder os ikke engang i det inderste af bibelbæltet. Det må opleves!

Hvordan man sparer tid - om vasketøj og walk-in closets

Når man har to kæmpe walk-in closets og ingen hyldeplads skal alt på bøjler. Og når man alligevel skal købe flere bøjler, kan man ligeså godt købe mange bøjler, så vi pakkede 160 stk BUMERANG ind i bilen da vi alligevel var i Ikea, og da vi under alle omstændigheder skulle erhvere os en art tørrestativ til dagligdags vaskerier, var løsningen ligefor med dette smarte møbel, under navnet STATIV.

Det krævede dog lige en tur til Home Depot for at investere i nogle ekstra metalskruer, efter det var lykkedes mig at knække dem over, der fulgte med. Så meget for at forsøge sig som håndværker... Lesson learned.

Og vupti, skal hver bluse, skorte, buks, kun hænges/ lægges/ behandles én enkelt gang, og det hele kan køres væk når der kommer gæster - genialt!

12 kasser nu ryddet/ iChat døde end før det blev født

Lørdag nåede vi, før ishockey kampen om aftenene i Scope, til Ikea og tilbage, med shoppinglister fra kolleger med afkrydsninger på både rugbrød, sild, bestikskuffer og stikkelsbærgelé. Og den klassiske 5x5 reol der rummer mere end man aner og frigør en fra 12 (!) møjsommelige flyttekasser, og således efterlader rummet med orden, rummelighed, fleksibilitet og et synligt gulvtæppe. Og to bedrollers med ledninger i ét væk. Og en kæmpestor (og praktisk, bvadr) værktøjskasse, der ikke just tæller som "pynt".

Måske 60 kogebøger er forholdsvist præcist angivet. Og Mads' ord efter designfasen var vel overstået og resultet blev som ses på billedet: "Så, hvis nu man er sulten og man skal sove, så kan man lige kigge lidt i en kogebog, og så har man det godt". De bedste kogebøger er altså dem der ses i venstre side, lige i midten, så de er tættest på sofaen, der jo kan blive til en seng :-)

Status pt: 3 kasser tilbage af totalen på 110. Resten står stablet på altanen og afventer afhentning. De 3 kasser med tøj afventer levering af fantastisk lækker kommode fra EQ3.

Bedst som søndag formiddags 10-kaffe indgød til launch af iChat på dejlig ny Leopard platform, forsøgte man sig med at rykke Airport base stationen ind til mediecentret i stuen, og vupti; forsvandt Internettet. Cox understøtter ikke Leopard, naturligvis. Det havde været for nemt med support.

Og hullet i væggen skal være 5 cm hvis det skal kunne føre hele ledningpakken fra kontor til stue og retur igen på elegant vis, så alt er trådløst. Kan man få en hub til at hooke på en hub, når man har opbrugt sine switch udgange? Og hvordan kobler man en Airport Extreme sammen med en Airport Express så man kan lade iTunes flyde ud af Pod speakers, og stadig browse Safari (og lade iTunes få fat i sine DRM koder, om nødvendigt) og printe/ scanne uden ledning? Og uden at al musikken skal loades på Apple TV'et som harddisk, vel at mærke.

Billede af den infamøse elektronikvæg ER undervejs, men frigives ikke førend den nye 46" er leveret og smukt på plads.

Anyways, velkommen Normaltid i København, vi joiner først næste weekend; altså natten til 4. november kl 02 AM.

Opråb til kommende gæster fra Danmark: Den lokale lakridsbeholdning er nu nede på en total 3 stk Piratos. Hjælp!

Med OS X Leopard som baggrund - live fra Photo Booth

Tænk ligefrem at stå i et storcenter sammen med 200 andre mennesker, der også lugtede af early adopters. 6 sikkerhedsvagter til at sikre køkulturen, og en af de mange med iPods om halsen som navneskilt kom med Starbucks Roast. Og vi fik T-shirts og blev trykket i hånden og budt velkommen, og nu spiller det hele!

P.S. Bedst som Macbook'en genstartede sig selv og kørte sin egen velkomst intro for derefter at launche de programmer der var åbne da installationsCD'en røg i, sågar med brugerdefinerede MSN nicks, da slog det mig at det simpelthen er for besværligt at køre PC som hjemmecomputer. Livet er for kort til at gennemgå en Vista opdatering, hvis ikke man har en dedikeret IT afdeling i Indien til at klare det for sig.

Så, nu er der bobler i glassene - go' weekend!

Og vi skal med til event på den anden side af gaden lige om lidt

Ørj, hvor har det regnet

Sikken mærkelig dag. Helt grå og kedelig. Her er udsigten fra mit kontor på 13. sal. Normal er det fedt at se en lidt diset morgen forsvinde og blive til klar formiddag som bliver til højt dagslys og det er som om det hele skinner lidt, og så fortsætter det sådan. Men i dag har det bare været mest gråt. Og så har der siddet to duer på den der betonpæl der så ædelt omkranser vinduet, og kløet på hinanden. Eller noget. Jeg ved ikke helt what makes a pigeon tick. Måske de bare ville i tørvejr.

A pro pos tørvejr, var der evakuering på grund af en brand i dag. Ikke på min sal, ingen ved på hvilken sal, men alarmen gik og sirenerne lød, og vi fik instruktion om ikke at benytte elevatoren og tage imod dem fra andre etager der havde brug for et sted at være. Og så lugtede det mærkeligt, og der var en underlig røg i halsen, der nærmest var sådan lidt brun-orange. Og så gik vi tidligt hjem. Da jeg havde gået de 13 etager ned, mens de andre tog elevatoren (ja ja, det kan godt være de virker lige nu, men tænk hvis ilden breder sig og kvæler elektriciteten, og man så sidder fast mellem elvte og tiende etage!), var der ikke flere udrykningsfartøjer.

Til gengæld var der mange smagsprøver i Farm Fresh, det var alle tiders. Og vi tog ud for at se et rugby hold træne, som måske har åben tilmelding for gemalen (alt er jo ellers pokkers college ball herovre, der er ikke noget holdsport der er for sjov og for motion), men seniorer kan man vist ikke kalde dem der stod i shorts og skiftedes til at banke ind i hinanden under kæmpe projektører på græsplæne med trænere der var brede over skuldrene.

Men nu er det torsdag aften og i morgen er det fredag, og dagen er fuld af deadlines og det er fedt at have travlt nok til at man er nødt til at skrive ned undervejs for at nå det hele, og lørdag skal vi i Ikea og pakke en reol ind i BMW'en. Det kunne bare være alle tiders at få pakket de sidste mange kasser ud rigtig snart!

Vi er nået til fase 3!

Mads nåede derhen lidt før jeg, tror jeg. Det gik nemlig først op for mig i dag, at jeg her til morgen vågnede fri af fase 2. Moderat, naturligvis. Wikipedia skriver om begrebet Culture Shock, at man typisk gennemgår forskellige faser, vel nok ligesom med så meget andet. Først er det hele lyserødt, så bliver man utilfreds og synes at de fremmede er dumme, og så når man til det punkt, hvor man anerkender forskelligheden og sætter pris på nuancerne, uden at føle sig fremmed på samme måde som da man først kom anstigende.

I morges spiste vi den nye slags morgenmad af egne skåle med egne skeer, og drak den nye slags juice, og kørte på arbejde i den nye bil. Og jeg syntes det hele var så dejligt, og mit Starbucks mug med hasselnøddekaffe er et sikkert hit, og ditto med den lemon-lime flavored Seltzer der står og agerer vandflaske ved siden af BlackBerry'en. Og Mads dygtiggør sig indenfor webnørderi og bruger tid sammen med en Creative Professional der kan købes i butikken og lige om lidt er der mere nyt på den front.

Og det er alt sammen fint, ikke fordi det er nyt og spændende, men fordi det er en anden preference end den der var før, den i København, og fik jeg valget mellem den her kaffe der dufter af hazel nut og så Gevalia, ville jeg nok bede om den med nødden.

Måske det er et spørgsmål om vaner, mere end alt andet? Måske vi er så forbrugerorienterede at det er et spørgsmål om eksponering og markedsføring og downright materialisme?

Det var en eye-opener-weekend sådan at samle sin sofa fra Ilva i et fremmed land, hvor stedet så pludselig ikke var så fremmed mere, men nærmest med ét blev velkendt.
Og puderne ligger som de plejede at ligge på Frederiksberg, og nu sætter vi begge to pris på lyden af springvandet i gårdhaven, som altanen vender ud til. Det er lidt ligesom lyden af et spaophold, bare anderledes.

Arh, det er altså stadig irriterende at alle håndtag (især dem til toiletter rundt omkring, no idea why?) sidder midt på låret. Men vi er nok bare nogle høje nogle.

Home is where the shoes are?

I hvert fald giver det en besynderlig ro i sådan en ustruktureret flyttesjæl at få lov at investere en halv time i at organisere sine stiletter efter farve eller højde eller svej eller favorit - jeg tror jeg bliver ved det her layout for i dag, og nu skal vi snart sove.

Flyttefolkene havde meldt de ville være her mellem 8 og 10, og vi havde talt med property management her på stedet, og koordineret at vi ville få tilegnet en vareelevator og en holdeplads til containeren, og da jeg talte med flyttefirmaet i går, bekræftede de at de aftalte det hele med property management. Da de to trætte utydeligt-talende mandfolk kom anstigende opad formiddagen knap halv elleve, vidste de ikke hvor de skulle holde, for der var en anden container, og vareelevatoren var optaget af den indflytter der var i gang dér. Vi fik det arrangeret, pretty much hånd i hånd, og skulle verificere at seglet på containeren ikke var brudt, så vi gik med ud. Kun for at de to herrer først her opdagede at de ikke lige havde fået værktøj med til rent faktisk at bryde seglet og åbne containeren, så de ville køre igen. De bar den første kasse ind klokken knap et. Suk. Og herefter gik det blot langsommere og langsommere.

Nonetheless har vi nu taget besiddelse af alle 110 kasser, og har nok pakket 2/3 ud indtil videre. Og arrangeret skoene (Mads 3 par står i venstre side, det er måske lidt svært at se på billedet. De er stablet, fordi de ikke er så behagelige for øjnene. Feng Shui og sådan. Det forstår enhver), endog med en grov prioriteringssans for øje - jeg smed hele 2 par ud!

Oh, du velkomne søvn-i-egen-seng! Lokalt kaldet "shut eye"

Ih, hvor vi ventede på de flyttefolk!

Åh, duften af hjem

På torsdag flytter vi ud af vores midlertidige bolig, og fredag kommer containeren med alle møblerne. Altså er der en nat på et sart rosa gulvtæppe, der lige skal tackles. Og lige om lidt et nyt rum der skal indrettes til kontor/ gæsteværelse, og gerne sådan lidt multifunktionelt, og stadig enkelt og rent i snit. Så vi har været på jagt efter det klassiske kamæleonmøbel; en sovesofa. Dem er der ikke mange af, og endnu færre af dem der er, er pæne.

Efter at have touret lokalegnen på begge sider af vandet og konkluderet at vores pilgrimsfærd var noget nær mislykket, besluttede vi at ty til den vante løsning, when all else fails; Ikea. Den nærmeste svenske stormogul ligger i udkanten af Washington D.C., og efter kun 4 uger i USA's land er vi åbenbart allerede blevet så forskruede at en køretur på 3 timer hver dag ikke virker videre omsonst sådan en doven søndag formiddag. Så vi drog afsted, og standsede ved Starbucks på vejen, og fik henholdsvis en Java Chip og en Double Chocolate Chip Frappuccino, der holdt gejsten oppe. Og vi fandt et billigt og, dare-I-say-it, sågar praktisk møbel og en særdeles klædelig pink wrap-around så den fnulrede koksgrå ikke kommer til syne.

Og som Ikea pryder sig ved, blev vi ledt rundt i alle kanter af varehuset, og så til vores store fornøjelse at The Swedish FoodMarket ved udgangen mindsanten havde Marabou og rugbrødsblanding! Vi stakkede naturligvis højt og det første brød er klar om 40 minutter - Yumm!

Og vi fejrede

... at vi langt om længe fik lokalt kørekort, som dels er et lovmæssigt krav at erhverve sig indenfor 30 dage efter ankomst i staten, og også er den primære og absolut mest autoritære form for identifikation i alle sammenhænge (f.eks kan man få oprettet et lejekort i Blockbuster nu)

Og hey, vi får den nye lejlighed på torsdag, og containeren er allerede clearet gennem tolden, og der er planmæssig levering af alle møblerne fredag morgen.

- Cheers!

P.S: Vi har begge valgt at blive organdonorer; det er det lille røde hjerte der ses i øverste venstre hjørne af kortet.

Hvorfor det ikke er nødvendigt at være nervøs for sine spritnye 20" originale BMW alufælge

De ER nemlig allerede ridset! Og det er ikke engang mig der har lavet ridsen. Kanske jeg parkerede forholdsvis tæt på kantstenen da jeg afsluttede min prøve, men det var altså ham selv der strejfede den da han bakkede ud med den sagkyndige solidt plantet i passagersædet bagefter.

Til gengæld bestod vi begge to med flying colors og nu skal vi heller ikke bekymre os om der mon bliver lavet en skramme i den fine flashy fælg :-)

Og den der lillebitte ridse er det altså kun dværghobitter med forstørrelsesglasbriller der kan få øje på. I'm just saying.

Apple, B&W og rugby

Det er helt sikkert nok den fedeste højttaler jeg til dato har ejet. det vil sige at den er jo ikke rigtigt federe end vores 7,1 surround med pod speakers men det er tæt på:-) lyden er faktisk rigtig god og designet er super tidsløst lige hvad vi manglede til soveværelset og med vidoe ipoden eller iphonen er det muligt og bruge den som vækkeur. Så kan det jo ikke være meget bedre.

Hvad angår rugby så er de første 2 træninger overstået og jeg har ikke fået nogle skader endnu men hele kroppen er noget øm, det er virkeligt ikke sjovt at være en af de små når man plejer at være i den anden ende af tabellen. Alle spillerne er nu rimeligt søde til at hjælpe mig når jeg løber rundt inde på banen og ligner en hovedløs kylling, forestil dig lige at spille et spil hvor man ikke ved andet om reglerne end at den skal lægges på baglinjen for at score et mål. Det er virkeligt ikke nemt. Jeg var på bar med 3 af spillerne i torsdags, det var rigtigt sjovt at møde nogle rigtige amerikanere og se hvordan de er. Den ene som hedder Andy har inviteret os til thanksgiving vi skal bare medbringe en vegetar ret og nogle øl tror jeg.

Jeg spurgte ham hvordan det foregår, og det er noget med at mændene ser fodbold og drikker øl, kvinderne der imod skal lave mad og gå til hånde (hvis nogle af jer læsere har nogle gode råd til min hustru er de vist meget velkomne), jeg glæder mig meget til at se det hele med maden og måden menneskerne er på, det er meget normalt at man kommer til forret og så går til hovedretten tror jeg nok, de er skøre de amerikanere :-)

P.S: Hvis I troede jeg var død siden jeg ikke har skrevet så meget på bloggen, så bare rolig, det er kun fordi jeg har så travlt med at være homemaker og spille ps3, xbox360, nintendo wii og bruge vores apple tv :-)

Tjek Christmads.dk det er vores første rigtige hjemmeside.

Apple, B&W og rugby

Det er helt sikkert nok den fedeste højttaler jeg til dato har ejet. det vil sige at den er jo ikke rigtigt federe end vores 7,1 surround med pod speakers men det er tæt på:-) Lyden er faktisk rigtig god og designet er super tidsløst lige hvad vi manglede til soveværelset og med vidoe ipoden eller iphonen er det muligt og bruge den som vækkeur. Så kan det jo ikke være meget bedre.

Hvad angår rugby så er de første 2 træninger overstået og jeg har ikke fået nogle skader endnu men hele kroppen er noget øm, det er virkeligt ikke sjovt at være en af de små når man plejer at være i den anden ende af tabellen. Alle spillerne er nu rimeligt søde til at hjælpe mig når jeg løber rundt inde på banen og ligner en hovedløs kylling - forestil dig lige at spille et spil hvor man ikke ved andet om reglerne end at den skal lægges på baglinjen for at score et mål. Det er virkeligt ikke nemt.

Jeg var på bar med 3 af spillerne i torsdags, og det var rigtigt sjovt at møde nogle rigtige amerikanere og se hvordan de er. Den ene som hedder Andy har inviteret os til Thanksgiving, vi skal bare medbringe en vegetar ret og nogle øl tror jeg. Jeg spurgte ham hvordan det foregår, og det er noget med at mændene ser fodbold og drikker øl, mens kvinderne derimod skal lave mad og gå til hånde (hvis nogle af jer læsere har nogle gode råd til min hustru er de vist meget velkomne).

Jeg glæder mig meget til at se det hele med maden og måden menneskerne er på, det er meget normalt at man kommer til forret og så går til hovedretten tror jeg nok, de er skøre de amerikanere:-)

P.S: Hvis I troede jeg var død siden jeg ikke har skrevet så meget på bloggen, så bare rolig, det er kun fordi jeg har så travlt med at være homemaker og spille ps3, xbox360, nintendo wii og bruge vores apple tv:-)

tjek Christmads.dk det er vores første rigtige hjemmeside.