Jeg troede Noel betød Jul?

Det har været sindssygt blæsevejr i dag. Min ene hårnål faldt ligefrem ud af håret på vej hjem ved fyraften, og det var så øjnene pev mens jeg febrilsk fik lukket frakken omkring mig. Og så er det blevet koldt, lige med ét. Det skete i søndags, faktisk, hvor det mellem middag og aften begyndte at blæse, og Mads Viking måtte med et stille suk erkende at sæsonen med klipklappere og knickers 24/7 nok var slut nu.

Og nu er der orkan varsel, og med de hurricane evacuation routes der dukker op i landskabet ved de fleste motorvejstilkørsler, tænker man tilbage på Hurricane Katrina, og hvordan infrastrukturen i landet ikke kan klare et decideret uheld. Mon det har ændret sig synderligt efterfølgende? Er det en del af valgkampen? Er det for socialdemokratisk til at passe ind i noget fremherskende parti?

Der er dog orkanvarsel med jævne mellemrum, og det er 10 år siden der sidst var en evakuering. Og her til aften er der endnu ikke officiel varsel om øget risiko, så der er vist intet at frygte. Til gengæld var strømmen væk i en hel uge sidst den gik. Men måske de også skal have lidt credit, de her Amerikanere. Der kan jo trods alt ske forbedringer på et årti.

Halloween i onsdags var en oplevelse. Vi blev budt til middag hos min danske kollega der har to knægte på 10 og 16, og bor i et kvarter med masser af børn, der alle var festligt (læs: makabert, for the most part) klædt ud i den time trick or treat sessionen varede. Meget organiseret og effektiviseret kom de 10-20 børn ad gangen, én ringede på og de tog hver en slikpose fra fadet og fortsatte tilbage på villavejen, klar til næste nabo. Ikke så meget pjat og tidsspilde ved at synge en sang om bagværk der skal op eller nedad, og det allerførste barn havde jo sagt de famøse ord "Trick or Treat" og så vidste vi jo alle hvad det handlede om. De var ikke kommet for at snakke.

Det var naboerne til gengæld; Brad og Gladys.

De to blev sammen med deres søn i slutningen af 20'erne inviteret indenfor efterfølgende, og 10 Ales senere var både vi og de blevet klogere på forskellene i kønsrollemønstret hos Danmark og U.S.A. Sikken oplevelse at tale med en kvinde på 54 hvis største rollemodel er Martha Stewart, og som har arbejdet "full time, part time and no time" og med ramme alvor prædiker for at kvinder skal lade være at måle værdi i karriere, fordi et job er flygtigt, og dét der giver ægte glæde, og det eneste man kan regne med, er familien og Gud. Det er en anderledes holdning end vi er vant til, og så gennemført og populær herovre, at vi var nødt til at udforske - og udspørge - fortaleren nærmere.

Jeg sad jo der som stærk Qvinde med såkaldte ben i næsen og forsøgte mig med at forklare hvordan jeg godt kan føle mig stolt og ægte glad indeni over at have nået et mål jeg har sat for mig selv. Det være sig i hjemmet, i familiære forhold og sågar på arbejdet. Måske endda især på arbejdet, fordi der er en anden kølighed omkring forventningsdannelsen og -opfyldelsen der. Hun mente ikke at jeg havde fat i den lange ende, og spurgte om min alder, og sagde så overbærende at jeg nok skulle lære det, og at hun godt forstod mig, og at jeg var køn. Som om det er et kvalitetskrav i sig selv for en datter hvis rødstrømpegenetik til tider skinner stærkt igennem.

Fascinerende oplevelse, i sandhed. Og hvem ved, måske jeg ændrer mening og holdning, og endda ser lyset og konverterer til fundamentalismen. Måske jeg ændrer mig i en mere moderat udgave. Eller måske det vil vise sig at jeg har ret. I hvert fald har det gjort et kæmpe indtryk, og vi befinder os ikke engang i det inderste af bibelbæltet. Det må opleves!