Gode mennesker får idéer som denne

...alt imens opfattet anonymitet formindskes. Is perception always reality?
Er summen af laster (omend det være sig samfundsmæssige af slagsens) konstant?

43 ting, de næste 10 år og farven lime

Rå beslutsomhed, 1 times tid uden overspringshandlinger, en god portion selvransagelse og en pakke post-its samt pen med blæk. "Hvad vil jeg gerne opnå?" "Hvor vil vi bevæge os hen sammen?" "Hvornår?" "Hvad er vigtigst?" "Hvad er jeg villig til at give afkald på?" "Hvordan vil jeg fokusere nu og her?" 

Løs brainstorm og løs, flittig håndskrift, dernæst fordeling udi de næste 365 dage, 1-5 år, 5-10 år og >10 år. Smuttur til Ikea (Norfolk er kedelig, landevejen er hyggelig og en X5 er alle tiders miljø til lige at få løst verdenssituationen trygt i sædevarmen), indkøb af 2 dedikerede opslagstavler, og nu hænger de fremme i al deres pragt - til inspiration, ambition, konkurrence og dedikation. Og drivkraft. 

Naturligvis findes der et elektronisk alternativ, lanceret i de spæde Social Media dage, da Web 2.0 var et begreb forbeholdt Californiske white papers og naturligvis har jeg registreret mig som bruger. Omend det døde hen, cirka i februar sidste år, og bærer væsentlig præg af at bero på en single tilværelse, lever den stadig. En stor del af de 18 uredigerede entries er endda at finde på opslagstavlen. Og den kommer endda med små indspark på mail hver måned og hvert halve år, afhængig af mål, og det er slet ikke svært fuldstændig at overse de reminders. 

Der var på et tidspunkt tale om at det nu var blevet moderne at være en offline personlighed. Måske det er nået herover? 

Det er i hvert fald en anden følelse med sirlig barneskrift at fysisk fatte verbalisering af velovervejelser. Og det er en anden måde at arbejde med sine mål på, når de ligefrem hænger dekorativt, og virkelig særdeles synligt, ikke mindst for os selv, og minder om hvilken timing-kategori de er placeret i. Så ved man nogenlunde hvor lang tid der er igen til næste mile stone, og frygten for at vågne op som 45-årig og ikke vide hvor ens drømme blev af, er bemærkelsesværdigt reduceret.

Var Ikea egentlig altid så fed eller er man bare blevet gammel nok til at være målgruppen? 

Eller er designet i virkeligheden ikke andet end et produkt af samtiden?

P.S. De post-its der hænger på en vandret linie i nederste højre hjørne, gælder altid. Eksempelvis at drikke flere bobler end de fleste :-)

Mon det er et tegn?

Hvad skulle Google's hovedkvarter ellers lave på Eksildansken?

Hedder det "tidlig adoptant" på Dansk?

Chrisjan says:
juhuu - jeg har fået en lille ny!
Chrisjan says:
det sys jeg bare du skulle vide :)
Chrissy says:
Sejt! En Air?
Chrisjan says:
jes :-) den er godt nok flad
Chrissy says:
næh hvor fint. jeg glæder mig til at møde den
Chrisjan says:
det vil jeg sige til den. poster lidt billeder senere


Billeder ventes her og nok også her

Man ved man har slået et (måske for) stort brød op, når

...det tager længere tid at pakke sofaen forsvarligt i bilen, end det tog at komme rundt i hele Ikea på en national fridag.

Jeg er helt tosset med udstillingsmodeller. Mest fordi de slet ikke skal samles.

Og gratis billig presenning og snor i en parkeringskælder. Genialt.

Morgenens allerførste møde med mandlig 40-something kollega omkring kaffeautomaten

"Good morning, how are you. So, what did you do for Valentine's?"
- "Erhmm, we didn't really do anything."
"Oh. Well, what did you get?"
- "What did I get...?"
"Yeah, what kind of present did he give you?"
- "Erhm, well, I got a beautiful white flower..."
"Well, that's nice!"
- "From the guy at the gym..."
"Oh! Erhmm..." (pinlig tavshed)
- "You see, Danish men are a species that share a common aversion towards being forced into being romantic. They believe that Valentine's Day is only a day that American stores came up with to boost over-prized chocolate sales"
"You know, it really is"
- "Yeah, I know. And I get what they're saying. He says he'd rather scatter all his romanticism throughout the year, and not just on one particular day."
"Hehe, well, I won't be paying no 125 dollars for a rose on Feb 14 either, but the least you can do is just get her some chocolates and take her out to dinner, you know. It kind of depends on how much trouble you've been in, though."
- "Chocolates sound nice. So, where'd you go for dinner?"
"Oh, she cooked. It was her choice, though, but we go out all the time, so she really wanted to just stay home and cook something nice."

(smil over det hele, og jeg slap væk med et nik med kaffekoppen, hen til min egen bås)

Et kort øjeblik håbede jeg ellers at få navnet på en restaurant der var lige i skabet.

Ét er at man skal høre på dansker-rationalet af samtlige folk med et Y-kromosom hvert år, men at skulle tage det i egen mund og ligefrem forklare logikken, var som at betræde et nyt væg-til-væg tæppe af brændende kul. Og så endda før kaffen.
Værre er det heller ikke, og jeg overlevede at blive stemplet som bitter og single Bridget Jones kopi til aftenens fjerdedel af et bodypump hold, hvor hun havde lavet sin track list med "anti-Valentine's" heavy metal. Og til de piger, der forlod gym'et alene, uddelte man blomster, og i Farm Fresh markedet var der rød løber og hjerteformede balloner og chokoladeæsker tapet sammen med plysbamser ved selve kassebåndet, i det tilfælde at man ikke havde set den særlige Dinner for Two tilbud, og bordet der var dækket med champagne og mere chokolade og flere plysdyr og (falske) blomster opsatser var over det hele. Sikken oplevelse. De havde stadig yndlingssmagsprøvestationen med ananas - uhm :-)

Da jeg kom svedig hjem og havde sat min blomst i vand, bagte jeg et rugbrød til min udkårne, med et pladderromantisk hjerte af rosiner og havregryn. Sådan - og det kostede slet ikke nogle danskere noget som helst - bah. Og han blev glad, også fordi han havde overlevet endnu en omgang touch rugby - denne gang helt uden ydre skrammer og med en tandbeskytter der stadig virker.

Med et glimt i øjet talte de om at lave det til en "looove-bodyPUMP" i aften

På vej til job i bilen i morges så vi for første gang is i hjørnerne af ruderne på de andre biler. Det var dog ikke nødvendigt med handsker, nylonerne i stiletterne holdt tørt, og jeg døde ikke af at have glemt mit halstørklæde hjemme. Alligevel gik der 2 timer før kollegaen mødte ind, og det viste sig at al den mellemliggende tid var brugt på at få et barn i high school, da busserne var nødt til at udskyde den daglige opsamling af skolebørn i alle aldre fordi man var nervøs for ikke at kunne få af-iset motorerne i tide. Da knægten på 16 havde stået - i lange bukser, ganske vist - på hjørnet i mørket til normal opsamlingstid kl 6.30, og der efter et kvarter stadig ingen bus var, var han tusset undrende hjemad og de lokale TV-morgen news havde afsløret en officiel 2-timers forsinkelse på hele skoletransportsystemet. En far og en knægt og en Volvo ankom til high school'en kort før mødetid, kun for at erfare at de var de eneste. Überhaupt. Forsinkelsen var overalt, og antallet af ulykker på motorvejen kunne mærkes, for folk er utrygge når føret er så radikalt anderledes.

Det må på nuværende tidspunkt i beretningen pointeres at der hverken er faldet sne eller slud, at solen stod højt på himlen og ingen buske længere bar spor af smuk rimfrost eller lignende. Regn og vind, jovist, men altså ikke så forede moon boots skal graves frem fra 90'erne.
Vatnisser. Tsk.

Måske det er samme forsinkelse der har ramt Internettet?

Mens der ganske vist var forsinkelse på skolebørnenes fremmøde, lader det ikke til at have haft nogen bemærkelsesværdig effekt på det antal af budcykler (ha, det er en joke, til dato er kun talt 13 cykler i Norfolk) budbiler der leverer rød-hvide buketter og hjerteformede æsker med knasende sukkerindhold til deres udkårnes arbejde på denne Valentine's Day. Phew - så er samfundet ikke gået helt i stå!

Om smadrede kranier og springvand

Når man er færdig med at være ét stort smil (med lyd) over synet af de bitte små shorts der gør værtinderne fra Hooters til skamme, men har den bonus at ens mand kan blive løftet op af de andre tunge gutter til rugby i tøjet fremfor i huden, og at det stramtsiddende design forebygger de værste slidsår, så det kun er den dobbelte næseblødning som resultat af en alle-mands-tackling man lige skal komme sig over - Tænk da at det en aften i februar måned kan lade sig gøre at smide 2 mennesker på en Fatboy udenfor på altanen med lyden af springvandet som intro til den film man lejer på iTunes og bare flyder til. Absolutely marvelous.