Bambi på glatis, en mørbrad til en fattig, og æblemekka

Sneferie for første gang. Just udenfor sæsonen, siger de kloge. Ellicottville, NY, har ikke en butik der sælger halebenserstatninger. Her er min første time med instruktør foreviget. Og for en god ordens skyld skal det nævnes, at det ikke er mig i rødt.


Tænk, at det kan være så svært at finde balancen for sådan én som mig og egentlig undrer det mig at kroppen, som jeg ellers synes jeg normalt er meget gode venner med, ikke lige fandt ud af at når jeg blev ved at presse den udenfor sin comfort zone, så havde det været et meget mere rationelt strategisk udspil at fange bedre an og lure tricket med tæerne lidt hurtigere. Lykken ved første gang (ah, hver gang, faktisk) at komme af stoleliften på fødderne, frem for på næsen, var ubeskrivelig, og jeg kan stadig mærke det i maven. Ligesom glæden ved at opdage at være kommet helt til bunds på bakken uden at sætte mig på numsen undervejs. Sikken lettelse at kunne undgå at skulle ud i armbøjninger for at komme på benene midt på en skråning, på et stykke syleskarpt glasfiber der vender en anden vej end den vej man skal, og altså smutter som en mandel hvis ikke man har gravet det ned.

Sagde jeg, at det regnede hele andendagen, så det der med at få "bid" i fornuftig sne var en saga blot? I retrospekt er jeg egentlig overrasket over at vi begge stadig er i live.

På sådan en gennemført regnvejrsdag er en sneelsker som Mads næsten knust, og der skal ske noget, så nærmest som en indfødt var X5'eren på vejen igen, og vi delte sammen med 5 Indere en flot oplevelse ved Niagara Falls.

Vandfaldet deler USA og Canada, og på den anden side af vandet var der et flot tårn, som temmelig hurtigt blev dømt til at være et passende frokoststed. Vi er blevet læst og påskrevet at et Amerikansk udstedt kørekort er den vigtigste form for Identifikationsdokument (og stort set eneste gældende i det hele taget, for det skal jo være amerikansk udstedt), og en ægte Amerikanker ejer ikke et pas, så vi tænkte at det jo nok gik med at komme ind til naboerne på vores kørekort. Vi spurgte lige gutten ved betalingsanlægget inden vi kørte videre til kontroltårnet. Hvor de så ikke var ligeså positivt stemte. Da vi ikke havde noget pas, kunne vi ikke komme ind i Canada, og fordi vi så havde forsøgt at fuske os vej ind i landet på falske forudsætninger og ikke kunne dokumentere hvem vi var, måtte vi ind forbi de Canadiske myndigheder. De var nu flinke nok til at smide os ud af landet.

Amerikanerkontrollen kunne så ikke bruge et Virginia kørekort som ID, for det dokumenterede jo ikke at vi havde lovmæssig opholdstilladelse i USA, kun at vi kunne køre bil i Virginia. Og staten New York kan altså ikke bruge til noget at staten Virginia har sagt god for vores visum og arbejdskontrakt og sågar en vielsesattest oversat på ambassaden i Washington D.C., for at udstede det åndssvage kørekort. Det tog en time i et trangt ventelokale med en masse Mexikanere og Asiater, og igen blev vi lidt klogere på lagene i samfundet, både her og derhjemme. Og så spiste vi frokost i USA i stedet. Og da vi kom retur til Ellicottville, begyndte det at sne, og det fortsatte hele natten og hele den næste dag.

Jeg blev til sidst helt ferm til at lave en slags fjer nedad på hælene. For de uindviede må jeg simpelthen melde hus forbi på en mere dybdegående beskrivelse, jeg bliver så utrolig udmattet af at tænke på det. Og endelig er jeg holdt op med at drømme om at dreje til højre på tæerne og til venstre på hælene.

Vi skal vist afsted igen en weekend i februar. Suk. Men det kan simpelthen ikke passe at det ikke kan læres, og hvem ved, måske det så er sjovt?

Den opmærksomme læser har nok luret, hvor vi nu skal hen med historien. Vi tog nemlig afsted fra skisportsstedet et par dage før planlagt. Omkring 6 timers kørsel på grimme motorveje, og så var vi midt på Manhattan, hvor vi byttede nogle Bonuspoint til et hotel med pool og jacuzzi. Det var SÅ rart at synke et utroligt ømt haleben ned i et skoldhedt kar med jetbobler.

På en spontan tur til det famøse New York City var der visse ting der skulle opleves: Æble butikken af glas og ellers underjordisk, Manolo Blahniks eksklusive retreat, en frihedsgudinde, den homomorgenmadsbar min søster har fablet om de sidste tre år, Sohokvarteret, Wall Street, og jagten på et overflødighedshorn af cocktails og mad, Norfolk bare ikke magter.

På en sidegade til 5th Avenue fandt vi Morton's Steakhouse, der prydede sig af at være byens bedste bøf, og havde et væld af avisartikler, magasinudklip, officielle priser og Zagat ratings hængende. Menukortet så tilforladeligt ud, og klientellet der kunne anes gennem ruden, lod syne af at vi godt kunne være med. Bøflystne som vi var efter en lille uge på frossen kødsauce i en skihytte, og nysgerrige efter at være kommet til en storby med et rigtigt køkken, bestilte vi deres pragteksemplar af en 46 oz Double Porterhouse Steak.

Adskilt bare af et ben (uden marv), er der på den ene side den mest saftige filet, og på den anden side den møreste mørbrad. Vi bad om en medium udgave, rosa all the way, og mens min ledsager var i baglokalet, serverede tjeneren megabøffen, skar benet fra og skar de to stykker kød over. Efterlod benet på min kompottallerken. Til at gnave af, vil jeg tro. 

Suk. Ligeså mørkt det var udenpå, ligeså blodrødt var det indeni, og vi måtte sende stykkerne ud igen. De smadrestegte de samme stykker, men på trods af det forkullede ydre, var kernen stadig ikke god nok. Da en helt ny bøf så var undervejs, og de bad om at vi gik i gang med det der var godt nok på de eksisterende, endte det med at jeg spiste mig mæt i to lækre stykker mørbrad, og havde en hel, flot filet til overs til sidst. Sådan et flot stykke kød og de konstante tilbud om taggy doggy bags, og så syntes vi det var værd at give til en af de fattige på gaden. 

"Would you like an 18 oz prime sirloin from Angus-aged beef, Sir?" Han rakte hånden ud, og tog imod. "It's really good, it's a full sirloin steak from the restaurant" - "I know the deal" og ind under jakken. Man kunne da godt sige tak. Det var arrangeret med asparges og det hele. 

På vej i en taxa så vi en reklame for bunuelos, en slags tapas oste-bolle der serveres på det katalonsk inspirerede Pamplona, og det lykkedes os at få et bord til samme aften, og her fik vi både cava sangria til at starte på, og en smukt sammensat tasting menu på 7 retter af genial størrelse. På billedet lidt kanin.

Tænk en fryd at føle at man faktisk sulter lidt på gourmet, og igen og igen går galt i byen på lokalegnen, og så smager det hele bare så meget bedre når man finder et sted som her. Og til en god pris, selv med vores kåde cocktail forsøg, der blandt andet indebar passions- og granatæblemojito.

På vejen retur til Norfolk kom vi over Philadelphia, PA, og stoppede ind forbi en østersbar, der fungerede som opvarmningssted for et par unge piger der tog deres østers med red bull og shots, og date hangout for par i alle aldre. Trendy bartendere og en udmærket krabbesalat.

Sjove Oyster Crackers serveret med lidt ingefør puré som snack. Jeg er ikke gammel nok til østers, har jeg lært.

Krabberne er over det hele

Og dermed er forberedelserne til morgendagens Årets Sidste Aften afsluttet. Vi bliver 14 stk, inklusiv noget boss og familie og selvsamme nabo vi tidligere har haft en god diskussion med. 3 timers intensivt pillearbejde med nogle flotte store snekrabber blev til en lille skål af det blødeste krabbekød, og en stor gryde med skaller til en fond der skal blive til en reduceret creme, der skal tage del i den første tallerken med en sårød bunuelo, et shot kraftig kastanjesuppe med en smule persilleolie, og så et æg af krabbesalat. Uhm!

Mads skal lave mad fra morgenstunden med sin protége; den ældste af sønnerne, og har moderigtige planer om synkrone sideskilninger. I familien W går de to under tilnavnet Bim og Bam.

Og jeg har nu opdaget den sande glæde ved at være ikke-ryger: På knap fem måneder er der faktisk "ikke-brugt" et beløb svarende til prisen på to stykker kunst på højt, Italiensk niveau. 12 cm niveau, for at være præcis. I sirligt, strambundet, rødt læder, et hot pink interiør, og med en tæt på orgasmisk følelse af smør om fodballer og tæer.

Det er egentlig skægt, hvad de kan føre med sig, sådan nogle forblændende fodkasser. Pludselig er det rivende nødvendigt med en opdatering af Den Lille Sorte, et væld af metallics om håndleddet og en enkelt rød ring i samme nuance som Manolo'erne, og således er et helt outfit opstået omkring en hæl.

Fra os til alle jer

Glædelig Jul - Vi tager på snowboard!

For første gang nogensinde skal jeg feriere på et enkelt fladt bræt i hundekoldt terræn. Og Mads er helt ekstatisk over udsigten til at komme op på selvsamme bræt igen. Gearet er indkøbt, og farverne naturligvis koordinerede - hvis ikke man som novice kan få point for teknik, må man hente lidt hjem på cute-skalaen. Fredag nat kører vi afsted mod Holiday Valley i Ellicottville, New York, og inklusiv pauser forventer vi en tur på ca. 12 timer. Hvem sagde Road Trip, og alle mine tanker går til Starbucks. Der skal i hvert fald en ny CD i X5'eren, og kokken forbereder kødsauce.

Vi er tilbage på de sydligere kanter i tide til Nytårsaften.


View Larger Map

Man kan godt sende kager med almindelig post, det er hermed givet videre

I onsdags var det jul! Ja ja, nogle af jer tror måske det først er på mandag, men faktisk kan man som nygift ægtepar bosat i andet land uden familiære instanser nær, selv bestemme hvordan sådan noget skal foregå. Og når man så får besøg af moder + søster en uge i december, ser man pludselig sig selv som en reinkarnation af Martha Stewart herself og er før man ved af det blevet ekspert i ædelgran, julehjerter, pebernøddedej og klejnekogning. Således blev det juleaften med and og rødkål og brune kartofler og waldorfsalat og alskens hjemmesyltede goder. Og en fond kogt over flere dage, forstås - "det skal være sådan så saucen klistrer fast til ganen - Uhmm!"

Spøjst sådan at fejre jul, både helt selv, og også i allerhøjeste grad sammen, altså med en helt anden form for familietradition. Julen er vel "plejer"s tid, mere end noget andet, og vi plejer altså at pynte træ om eftermiddagen, klæde om til middag, spise, tænde lys og se dem brænde ned og brumme lidt på nogle salmer, og så finde en gave ad gangen, og så eksisterer der med ét en anden familie, der plejer at være 3 gange så mange mennesker samlet til begivenheden og har en hel anden måde at gøre det på. Og bager chokoladekringler i stedet for klejner! Det er også en form for afstandstagen og liberation, for i onsdags kunne man jo bare poppe en champagne fordi man godt kan lide champagne, og det er hermed og fra nu af en fastforankret tradition. Ikke dårligt. Og træet blev hentet ind lørdag, og pyntet løbende, og så var det så fint hele ugen, og faktisk fandt vi ud af at en lyskæde er smuk hele tiden, og ikke kun når man tænder for den med en tændstik.

Og det er skægt med svigerfamilier, for hver ende af snoren, og også i midten. Nye roller fordeles, mens andre aldrig ændrer sig - sikket juleeventyr og rart med et projekt der kun lige er startet og vedbliver i udvikling. Og Canasta blev føjet på listen over tværfamiliære fælles-aktiviteter, hvem havde troet det? Og Jul på Vesterbro, og samling omkring Fatboy'en :-)

Mail fra veninde udstationeret i Hong Kong: "Savner du aldrig DK? Jeg har kun vaeret her 3 uger, men har allerede lidt baemund idag, savner dem sq derhjemme"

Hmm, om vi ikke savner DK... Jo, jeg savner København med hyggelige caféer og fancy cocktails og altaner og spontane kaffe- og middagsaftaler og den lokale brunch på Den Blå Hund og sejren ved at finde et nyt fedt brasseri, og glæden ved at klæde sig pænt på og spise fantastisk mad ud fra en menu en kok har sammensat med nøjagtighed og stolthed. Og frostklarhed, og folk der kun spørger hvordan jeg har det, når de mener det og har/ tager sig tid til at høre svaret, og metroen eller 2A eller en prajet vogn i champagne eufori, og søndags-øer i Frederiksberg Have eller på obskure trendy brunch steder på Nørrebro, og det trætte Strøg, som alle de indviede for længst er viget bort fra, og stringent, minimalistisk design i vinduerne og fede Italienske møbler og intelligens i gadebilledet. Fremfor store parkeringshuse. Og den der frygt som man gemmer helt inde under frakken, for hvis folk ved at man er ræd for at få en snebold i nakken, så kommer den helt sikkert. Hårdt. Av.

Og kunsten at finde bløde, tykke, varme vinterstøvler der holder tæt mod morgensjap, men stadig er tilnærmelsesvis tilstrækkeligt smarte, og at hoppe ud af flyverdragten og over i tørre skifte-stiletter i garderoben, der er så langt væk fra skrivebordet, at man ikke støder armen ind i sit halstørklæde for at tage telefonen. Det dér med at "komme indenfor", hvor det er varmt og godt, i stedet for at jeg nu har lært hvad træk er - aircondition og amerikanske ceiling fans. Og jeg savner det med at man kender jargonen, og ved hvornår man kun bliver budt den halve sandhed, og ikke skal lære alting på den hårde måde. Og at være i gang fremfor at skulle starte forfra. En art friehd. Og tempo der rykker. På vejen, på fortovet, på mail, på telefon, i beslutninger og indkøb og logistikprocesser. Og at vejen til en gedigen beslutningstagen ikke udelukkende er populeret med betonstøbte management fodspor. Og at ansvars- og ejerskabsfølelse hersker og man hver og én kan - og må - tænke udenfor boxen og manualen. Og Glædelig Jul fremfor politisk korrekte Seasons Greeting der dækker over Christmas, Hanukkah og Kwanzaa.

Og anonymitet. At trawle gennem Føtex ved Solbjerg Plads, hvor det eneste der kræves er et nik når ekspedienten spørger om det bare skal være på beløbet. Ren stilhed. Og hyggelig støj. Og forståelse for bakterieflora og fødevareprocesser og immunforsvar og resistens overfor antibiotika og at man altså ikke taber sig bare fordi man ikke spiser frokost. Eller morgenmad. Og dét der med at finde sin plads i en familie på egen og fælles tid og godt hjulpet på vej af fødselsdagsmiddage og kaffeborde, der løsner op og knytter bånd og vækker tillid og skaber fortrolighed og ikke helt er så ligetil på skrift.

Og æbleskiver og gløgg i mørkt, smukt oplyst Tivoli. Og finsk sauna i kurbadet i Frederiksberg Svømmehal. Og "at kigge forbi" fordi man bor i nærheden, og lykken ved at vide at de man inviterer til sin julefrokost, melder tilbage inden deadline, fordi de kender mit anale forhold til planlægning af events og at de også glæder sig til at komme, og husker det. Og at arbejde på CET, hvor man kan fange Asien fra morgenstunden og USA om eftermiddagen. Og at være menneske før kvinde - uden at ligge under for fordømmende hensyntagen til "kvinden som skrøbeligt politisk korrekt kæledyr", der skal lukkes først ind og ud af elevatoren, på trods af de 15 mændesker der skal samme vej ud. At det er i orden, i mit køn, at grine ad snavset maskinmesterhumor, når den er morsom, og forarge ved selv at spytte i puljen. Og jeg savner at vide hvad der sker i aviserne, før det bliver skrevet, fordi jeg lever i det. Det er ikke sikkert jeg savner Ungdomshuset, men dramaet måske. Arh, nok kun måske. Og ærlighed og oprigtighed og gennemsigtighed på personskat - 40% i en individualistisk anti-velfærdsstat går ikke til infrastruktur, i hvert fald. Og et mobilnet der holder, og et anstændigt kabelTVsignal.

Det hele er anderledes, og meget af det er spændende, og noget er virkelig godt. Og det tager nok bare lang tid at få helt ind under huden, for alt virker jo i sammenhæng og ingenting kan helt lade sig gøre alene.

Oh, smeltet

Jeg sidder lige og er faldet som en fjer efter både bodypump og turbo kick fra morgenstunden. Det passede meget godt med at det var lidt ligesom tae-bo, en masse "stød" (upper cut, skråt over ryggen, jab), og en udgangsstilling med hænderne knyttet foran hagen. Agressivt og koncentreret - meget fedt. Og rent psykologisk sikken effekt at koncentrere sig om sine knyttede næver der skal holdes højt, så man helt glemmer smerterne.

Og lidt spark også, rundt og bagud og foran, og højt, højt tempo. Når jeg i mine år som hi-low aerobis træner havde et step touch som udgangsstilling, har man her "rope skipping", altså (sjippe)hop på stedet i dobbelttakt til musikken. Adr. Vi var 2 der ikke havde prøvet det før, og jeg fik mig sågar en sludder med 3 af de andre piger i omklædningsrummet bagefter. Om "life changing and body changing classes". Store ord om gymnastik, men måske ja.

Og der var endda 4 eller 5 mænd også. Jeg havde ikke overskud til at se om de faktisk havde rytme...

Og nu skal jeg lige ligge her, helt fladt og stille og ret stolt og se et boligprogram, tror jeg. Gemalen kommer fra rugby om et par timer.

Go' lørdag

Arbejdstilladelsen er i hus!

- og jobsøgningen er for alvor gået i gang

Når man agerer guide for japanske topchefer i det inderste varme snavs af motorrummet på et stort containerskib

... kan det helt sikkert ikke anbefales at tage selvsiddende nyloner på inde under jakkesættet, inde under papirkedeldragt, sikkerhedssko, hjelm, gul vest og handsker. Der er rigtig varmt i sådan et motorrum, og lår + klæbende nylonblonde = uheldigt.

Og egentlig ikke mindre når man kravler rundt og ivrigt gestikulerer (ørenlyd er en havn man ikke kalder på den rute) fremvisningen af de foretrukne lokationer til at tage en prøve fra på hver olieholdig motordel.

Japanerne var imponerede, jeg fandt vej til den nye terminal (på en helt ny vej, der ikke er opdateret på GPS eller nogen webtjeneste endnu - wuhu, success! Det betaler sig virkelig at øve køreturen aftenen forinden), og det er fedt at være snavset :-)

Det' sørme, det' sandt, december/ Referat af lørdagens julefrokost

Med en hel uges sylten og bagen, og design af den bedste cremede base for home-grown pickles med det rette forhold surt og sødt, utallige forgæves forsøg på at skaffe "pork filet with the skin still on the back, or just the skin even" fra diverse stolte slagterier (den slags er skam smidt afsted til Kina, det er jo affald - til gengæld spiser de skrællen på en ananas), en klar sejr til risottorisene over sushirisene når der skal laves risengrød, og en meget overrasket engelsklærer der stadig har svært ved at forstå hvorfor i alverden man bruger en seng og dyne til at lave mad i, og hvordan det overhovedet virker rent geoteknisk, ja efter alt det, blev det lørdag tid til en god, gedigen gammeldaws dansk julefrokost. W'erne var mødt talstærke op alle fire, med en Linie Akvavit med hjælp fra Norsk Nato, og en Beaujolais Nouveau under armen, og engelsklæreren med kæreste - sidstnævnte hvis øjenbryn var malet på, helt sikkert efter skabelon (hvad hedder skovsnegl på engelsk?), og alle klappede de i hænderne over det nærmest syndige tag-selv-bord.

Det er en sjov tid, som nygift; lige pludselig at skulle strømline ens dybeste traditioner fra hver familie, og som jeg skriver det her, går det op for mig at vi faktisk manglede tarteletterne med høns i asparges! Hmm, tænk at jeg bare godtog noget underligt noget med skinke og sennep, og brun farin ganske vist, og så grøn kål, der var langt. Højst besynderligt, men de andre kendte det også, så der kan man bare se.

Og de to amerikanere syntes at det hele var fantastisk, lige fra konceptet med "open sandwiches" og lunt rugbrød til snapsen. Især snapsen var de faktisk umåde begejstrede for, og især hende i de høje støvler. Og dér går det hen og bliver en kende spøjst, hvad angår kulturforskelle. I København ville vi have taget en taxa ud og én mere hjem, og glædet os til ikke at tælle genstande. Her bliver der faktisk fra firmaet itself stillet fri bar til rådighed sammen med fri parkering til årets julefest næste weekend, og det er lige dét der tilsyneladende syrer igennem befolkningen, for hvis man er "a big girl, who can take care of herself" så betyder en snaps eller fem mere ikke den store forskel i ens evne til at køre hjem senere. Nå. Efter at have specificeret konceptet i invitationen, understreget at sofaer og tæpper og tandbørster stilles til rådighed, no-questions-asked, forklaret om snapsens oprindelse og indhold og udhold, og advaret om følgerne, står man tilbage og er egentlig lidt i tvivl om præcist hvor ansvarsbegrænsning kommer på tale. Jeg har ikke noget svar, men jeg tænker over det nu. Hmm... Måske hun virkelig var i besiddelse af den stenmave, der umiddelbart så ud til at skæmme for snapsene. I hvert fald skete der ingen ulykker, og bekymringen er dalet nu, men man bevæger sig i ukendt farvand, når folk reelt sagsøger venner og bekendte fordi de selv kom galt afsted på vej hjem fra en fest, hvor værtsparret opfordrede til DUI ved at servere alkoholiske genstande - og man vinder i en retssag! Hvad gør man så?

Og på næste side af den kulturelle pixibog vi er ved at skrive; det er tydeligt at i det lokale, moderne samfund, er det kvindernes lod, dét med at rydde af bordet og vaske op og gøre ved, og jeg tænker at man måske endda er mere værd som kvinde, jo hurtigere man kan få alting til at skinne efter et måltid. Med den hat på er det elskværdigt at en fremmed kvinde i ens eget hjem lige giver en hånd med, og endda selv tager initiativ og rejser sig op i et stort taknemmeligt smil og beder om at man bare bliver siddende med sin rødvin. Og indsatsen er sandelig også værdsat - hvem gider da at skylle glas og skrabe rester ned i en skraldespand?

Men måske - og tilgiv mig hvis min snæversynethed får det bedste af mig her, - bare måske er jeg ikke noget explicit dårligt menneske, hvis jeg føler at min personlige grænse bliver overskredet, når man faktisk rydder hele bordet, før jeg er halvvejs igennem min tallerken. Og bare måske, og selv med den hat på fra før, er det god stil at lade værtsparret råde over timing af menuen. Og faktisk blev der forklaret på indledende vis at man går til en julefrokost buffet 3-4 gange per ret og afholder hele festivitasen omkring bordet for at nå at få plads til mere mad undervejs, og derved ender med at spise i rigtig lang tid.

Jeg - og resten af verden - ved godt at jeg spiser temmelig langsomt. Men vi ved også allesammen at en tallerken altid går op til sidst, og således sætter jeg faktisk en (givet, neurotisk) ære i min fortæringsmæssige timing, og ratioen mad-til-rødvin, nu man endelig selv er vært og bare kan "kick back and relax". Og jeg overraskes også selv over hvor lang tid jeg kan bruge på at være overrasket og utilfreds, men jeg havde i umindelige tider glædet mig ufatteligt til et måltid der tager den tid, det nu engang bare ender med at tage, og handler om andet og mere end at få kørt folk igennem møllen. De var også ude igen kl 18, de kære amerikanere, på trods af løftet om ikke at lave andre aftaler, for det var jo et heldagsarrangement.

Suk.

Til gengæld var alle flade af grin over terningespillet hvor man skulle tage og give væk og stjæle og more sig over selve indholdet. Og mandelgaven faldt i god jord hos den yngste W'er; et plysrensdyr der vrikkede og sang julesange.

Spilkonsollerne på elektronikvæggen blev pudset op til dagens begivenhed, og der var en turnering i boksespillet på Wii'en, og nogle hurtige biler der kørte i en grøft et sted på en anden konsol.

God the og kaffe og småkager og billederne er fra en ny tradition, vist nok oprindeligt fra noget håndbold på Roskildeegnen: En gave pakkes ind i et ukendt antal lag af papir og bånd, på kryds og tværs og med masser af tape. Man slår på skift med en terning, og slår man en sekser, iklæder man sig hue og vanter og halstørklæde og briller, og bliver udstyret med en kniv og en gaffel til at pakke gaven op med, mens terningen bliver givet videre til den næste der slår en sekser, og skal iklæde sig hele udstyret igen.

Når man til bunds i indpakningen, er man den stolte vinder. Og glæden bliver ikke mindre af at se billederne efterfølgende :-)