Spøjst sådan at fejre jul, både helt selv, og også i allerhøjeste grad sammen, altså med en helt anden form for familietradition. Julen er vel "plejer"s tid, mere end noget andet, og vi plejer altså at pynte træ om eftermiddagen, klæde om til middag, spise, tænde lys og se dem brænde ned og brumme lidt på nogle salmer, og så finde en gave ad gangen, og så eksisterer der med ét en anden familie, der plejer at være 3 gange så mange mennesker samlet til begivenheden og har en hel anden måde at gøre det på. Og bager chokoladekringler i stedet for klejner! Det er også en form for afstandstagen og liberation, for i onsdags kunne man jo bare poppe en champagne fordi man godt kan lide champagne, og det er hermed og fra nu af en fastforankret tradition. Ikke dårligt. Og træet blev hentet ind lørdag, og pyntet løbende, og så var det så fint hele ugen, og faktisk fandt vi ud af at en lyskæde er smuk hele tiden, og ikke kun når man tænder for den med en tændstik. Og det er skægt med svigerfamilier, for hver ende af snoren, og også i midten. Nye roller fordeles, mens andre aldrig ændrer sig - sikket juleeventyr og rart med et projekt der kun lige er startet og vedbliver i udvikling. Og Canasta blev føjet på listen over tværfamiliære fælles-aktiviteter, hvem havde troet det? Og Jul på Vesterbro, og samling omkring Fatboy'en :-)
Mail fra veninde udstationeret i Hong Kong: "Savner du aldrig DK? Jeg har kun vaeret her 3 uger, men har allerede lidt baemund idag, savner dem sq derhjemme"Hmm, om vi ikke savner DK... Jo, jeg savner København med hyggelige caféer og fancy cocktails og altaner og spontane kaffe- og middagsaftaler og den lokale brunch på Den Blå Hund og sejren ved at finde et nyt fedt brasseri, og glæden ved at klæde sig pænt på og spise fantastisk mad ud fra en menu en kok har sammensat med nøjagtighed og stolthed. Og frostklarhed, og folk der kun spørger hvordan jeg har det, når de mener det og har/ tager sig tid til at høre svaret, og metroen eller 2A eller en prajet vogn i champagne eufori, og søndags-øer i Frederiksberg Have eller på obskure trendy brunch steder på Nørrebro, og det trætte Strøg, som alle de indviede for længst er viget bort fra, og stringent, minimalistisk design i vinduerne og fede Italienske møbler og intelligens i gadebilledet. Fremfor store parkeringshuse. Og den der frygt som man gemmer helt inde under frakken, for hvis folk ved at man er ræd for at få en snebold i nakken, så kommer den helt sikkert. Hårdt. Av.
Og kunsten at finde bløde, tykke, varme vinterstøvler der holder tæt mod morgensjap, men stadig er tilnærmelsesvis tilstrækkeligt smarte, og at hoppe ud af flyverdragten og over i tørre skifte-stiletter i garderoben, der er så langt væk fra skrivebordet, at man ikke støder armen ind i sit halstørklæde for at tage telefonen. Det dér med at "komme indenfor", hvor det er varmt og godt, i stedet for at jeg nu har lært hvad træk er - aircondition og amerikanske ceiling fans. Og jeg savner det med at man kender jargonen, og ved hvornår man kun bliver budt den halve sandhed, og ikke skal lære alting på den hårde måde. Og at være i gang fremfor at skulle starte forfra. En art friehd. Og tempo der rykker. På vejen, på fortovet, på mail, på telefon, i beslutninger og indkøb og logistikprocesser. Og at vejen til en gedigen beslutningstagen ikke udelukkende er populeret med betonstøbte management fodspor. Og at ansvars- og ejerskabsfølelse hersker og man hver og én kan - og må - tænke udenfor boxen og manualen. Og Glædelig Jul fremfor politisk korrekte Seasons Greeting der dækker over Christmas, Hanukkah og Kwanzaa. Og anonymitet. At trawle gennem Føtex ved Solbjerg Plads, hvor det eneste der kræves er et nik når ekspedienten spørger om det bare skal være på beløbet. Ren stilhed. Og hyggelig støj. Og forståelse for bakterieflora og fødevareprocesser og immunforsvar og resistens overfor antibiotika og at man altså ikke taber sig bare fordi man ikke spiser frokost. Eller morgenmad. Og dét der med at finde sin plads i en familie på egen og fælles tid og godt hjulpet på vej af fødselsdagsmiddage og kaffeborde, der løsner op og knytter bånd og vækker tillid og skaber fortrolighed og ikke helt er så ligetil på skrift.
Og æbleskiver og gløgg i mørkt, smukt oplyst Tivoli. Og finsk sauna i kurbadet i Frederiksberg Svømmehal. Og "at kigge forbi" fordi man bor i nærheden, og lykken ved at vide at de man inviterer til sin julefrokost, melder tilbage inden deadline, fordi de kender mit anale forhold til planlægning af events og at de også glæder sig til at komme, og husker det. Og at arbejde på CET, hvor man kan fange Asien fra morgenstunden og USA om eftermiddagen. Og at være menneske før kvinde - uden at ligge under for fordømmende hensyntagen til "kvinden som skrøbeligt politisk korrekt kæledyr", der skal lukkes først ind og ud af elevatoren, på trods af de 15 mændesker der skal samme vej ud. At det er i orden, i mit køn, at grine ad snavset maskinmesterhumor, når den er morsom, og forarge ved selv at spytte i puljen. Og jeg savner at vide hvad der sker i aviserne, før det bliver skrevet, fordi jeg lever i det. Det er ikke sikkert jeg savner Ungdomshuset, men dramaet måske. Arh, nok kun måske. Og ærlighed og oprigtighed og gennemsigtighed på personskat - 40% i en individualistisk anti-velfærdsstat går ikke til infrastruktur, i hvert fald. Og et mobilnet der holder, og et anstændigt kabelTVsignal. Det hele er anderledes, og meget af det er spændende, og noget er virkelig godt. Og det tager nok bare lang tid at få helt ind under huden, for alt virker jo i sammenhæng og ingenting kan helt lade sig gøre alene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar