Bambi på glatis, en mørbrad til en fattig, og æblemekka

Sneferie for første gang. Just udenfor sæsonen, siger de kloge. Ellicottville, NY, har ikke en butik der sælger halebenserstatninger. Her er min første time med instruktør foreviget. Og for en god ordens skyld skal det nævnes, at det ikke er mig i rødt.


Tænk, at det kan være så svært at finde balancen for sådan én som mig og egentlig undrer det mig at kroppen, som jeg ellers synes jeg normalt er meget gode venner med, ikke lige fandt ud af at når jeg blev ved at presse den udenfor sin comfort zone, så havde det været et meget mere rationelt strategisk udspil at fange bedre an og lure tricket med tæerne lidt hurtigere. Lykken ved første gang (ah, hver gang, faktisk) at komme af stoleliften på fødderne, frem for på næsen, var ubeskrivelig, og jeg kan stadig mærke det i maven. Ligesom glæden ved at opdage at være kommet helt til bunds på bakken uden at sætte mig på numsen undervejs. Sikken lettelse at kunne undgå at skulle ud i armbøjninger for at komme på benene midt på en skråning, på et stykke syleskarpt glasfiber der vender en anden vej end den vej man skal, og altså smutter som en mandel hvis ikke man har gravet det ned.

Sagde jeg, at det regnede hele andendagen, så det der med at få "bid" i fornuftig sne var en saga blot? I retrospekt er jeg egentlig overrasket over at vi begge stadig er i live.

På sådan en gennemført regnvejrsdag er en sneelsker som Mads næsten knust, og der skal ske noget, så nærmest som en indfødt var X5'eren på vejen igen, og vi delte sammen med 5 Indere en flot oplevelse ved Niagara Falls.

Vandfaldet deler USA og Canada, og på den anden side af vandet var der et flot tårn, som temmelig hurtigt blev dømt til at være et passende frokoststed. Vi er blevet læst og påskrevet at et Amerikansk udstedt kørekort er den vigtigste form for Identifikationsdokument (og stort set eneste gældende i det hele taget, for det skal jo være amerikansk udstedt), og en ægte Amerikanker ejer ikke et pas, så vi tænkte at det jo nok gik med at komme ind til naboerne på vores kørekort. Vi spurgte lige gutten ved betalingsanlægget inden vi kørte videre til kontroltårnet. Hvor de så ikke var ligeså positivt stemte. Da vi ikke havde noget pas, kunne vi ikke komme ind i Canada, og fordi vi så havde forsøgt at fuske os vej ind i landet på falske forudsætninger og ikke kunne dokumentere hvem vi var, måtte vi ind forbi de Canadiske myndigheder. De var nu flinke nok til at smide os ud af landet.

Amerikanerkontrollen kunne så ikke bruge et Virginia kørekort som ID, for det dokumenterede jo ikke at vi havde lovmæssig opholdstilladelse i USA, kun at vi kunne køre bil i Virginia. Og staten New York kan altså ikke bruge til noget at staten Virginia har sagt god for vores visum og arbejdskontrakt og sågar en vielsesattest oversat på ambassaden i Washington D.C., for at udstede det åndssvage kørekort. Det tog en time i et trangt ventelokale med en masse Mexikanere og Asiater, og igen blev vi lidt klogere på lagene i samfundet, både her og derhjemme. Og så spiste vi frokost i USA i stedet. Og da vi kom retur til Ellicottville, begyndte det at sne, og det fortsatte hele natten og hele den næste dag.

Jeg blev til sidst helt ferm til at lave en slags fjer nedad på hælene. For de uindviede må jeg simpelthen melde hus forbi på en mere dybdegående beskrivelse, jeg bliver så utrolig udmattet af at tænke på det. Og endelig er jeg holdt op med at drømme om at dreje til højre på tæerne og til venstre på hælene.

Vi skal vist afsted igen en weekend i februar. Suk. Men det kan simpelthen ikke passe at det ikke kan læres, og hvem ved, måske det så er sjovt?

Den opmærksomme læser har nok luret, hvor vi nu skal hen med historien. Vi tog nemlig afsted fra skisportsstedet et par dage før planlagt. Omkring 6 timers kørsel på grimme motorveje, og så var vi midt på Manhattan, hvor vi byttede nogle Bonuspoint til et hotel med pool og jacuzzi. Det var SÅ rart at synke et utroligt ømt haleben ned i et skoldhedt kar med jetbobler.

På en spontan tur til det famøse New York City var der visse ting der skulle opleves: Æble butikken af glas og ellers underjordisk, Manolo Blahniks eksklusive retreat, en frihedsgudinde, den homomorgenmadsbar min søster har fablet om de sidste tre år, Sohokvarteret, Wall Street, og jagten på et overflødighedshorn af cocktails og mad, Norfolk bare ikke magter.

På en sidegade til 5th Avenue fandt vi Morton's Steakhouse, der prydede sig af at være byens bedste bøf, og havde et væld af avisartikler, magasinudklip, officielle priser og Zagat ratings hængende. Menukortet så tilforladeligt ud, og klientellet der kunne anes gennem ruden, lod syne af at vi godt kunne være med. Bøflystne som vi var efter en lille uge på frossen kødsauce i en skihytte, og nysgerrige efter at være kommet til en storby med et rigtigt køkken, bestilte vi deres pragteksemplar af en 46 oz Double Porterhouse Steak.

Adskilt bare af et ben (uden marv), er der på den ene side den mest saftige filet, og på den anden side den møreste mørbrad. Vi bad om en medium udgave, rosa all the way, og mens min ledsager var i baglokalet, serverede tjeneren megabøffen, skar benet fra og skar de to stykker kød over. Efterlod benet på min kompottallerken. Til at gnave af, vil jeg tro. 

Suk. Ligeså mørkt det var udenpå, ligeså blodrødt var det indeni, og vi måtte sende stykkerne ud igen. De smadrestegte de samme stykker, men på trods af det forkullede ydre, var kernen stadig ikke god nok. Da en helt ny bøf så var undervejs, og de bad om at vi gik i gang med det der var godt nok på de eksisterende, endte det med at jeg spiste mig mæt i to lækre stykker mørbrad, og havde en hel, flot filet til overs til sidst. Sådan et flot stykke kød og de konstante tilbud om taggy doggy bags, og så syntes vi det var værd at give til en af de fattige på gaden. 

"Would you like an 18 oz prime sirloin from Angus-aged beef, Sir?" Han rakte hånden ud, og tog imod. "It's really good, it's a full sirloin steak from the restaurant" - "I know the deal" og ind under jakken. Man kunne da godt sige tak. Det var arrangeret med asparges og det hele. 

På vej i en taxa så vi en reklame for bunuelos, en slags tapas oste-bolle der serveres på det katalonsk inspirerede Pamplona, og det lykkedes os at få et bord til samme aften, og her fik vi både cava sangria til at starte på, og en smukt sammensat tasting menu på 7 retter af genial størrelse. På billedet lidt kanin.

Tænk en fryd at føle at man faktisk sulter lidt på gourmet, og igen og igen går galt i byen på lokalegnen, og så smager det hele bare så meget bedre når man finder et sted som her. Og til en god pris, selv med vores kåde cocktail forsøg, der blandt andet indebar passions- og granatæblemojito.

På vejen retur til Norfolk kom vi over Philadelphia, PA, og stoppede ind forbi en østersbar, der fungerede som opvarmningssted for et par unge piger der tog deres østers med red bull og shots, og date hangout for par i alle aldre. Trendy bartendere og en udmærket krabbesalat.

Sjove Oyster Crackers serveret med lidt ingefør puré som snack. Jeg er ikke gammel nok til østers, har jeg lært.