Adieu

Haenger ud i Macbutikken med en Banana Berry Boost smoothie og fantastisk-laekre Sennheisers der tryller Alicia Keys If I Ain't Got You ind i mine oerer saa mine taeer maa bremses for ikke at valse vaek i en fest af en ballgown mens Mads finder et psp spil der sikrer min soevn paa flyet om 3 timer.

Alt faldt paa plads i den 11. time, og vi tager adrenalin kicket med os.

Farvel fraekke fart-fartoej, hasselnoeddekaffe, outrageously-billigt makeup og sko og alt det andet.

Og hej hej, blog - vi ses nok andetsteds...

Så langt nåede vi

... før vejen sluttede brat.

Vi var nået til Ocracoke's ende og vejen gik ikke længere. Vi nåede færgelejet præcis kl 12.01 og færgen gik selvfølgelig hver hele time. Efter en time fanget i monsunen, ventende, spejdende efter Mads' tålmodighed, sejlede vi (ganske vist som de første) over og tog øen i besigtigelse. Sikket build-up fra samtlige Amerikanere vi har mødt på vores vej - "Ocracoke is like the most amazing place" - "It's like this tranquil resort-style island" - "Oh yeah, you'd totally think you were in the Bahamas or something" - "It's like stepping back in time 100 years".

Rundturen tog måske hen mod 14 minutter. Så nåede vi til det afbillede vejs ende. Og kørte ind til siden, slog om det, og da vi alle landede samme sted, drejede vi rundt og kørte hjem igen. 10 timer af mit liv jeg aldrig får igen.

Til gengæld er der blevet kørt gokart, spillet minigolf, besøgt Va Zoo og drukket smoothie - og brugt en halv dag på en spa med fine franske negle og knudefri nakker til resultat. Og i morgen er der afgang kl 6 til Washington DC - jeg glæder mig mest til denne her, fordi det er en and og det koncept synes jeg er skæg. Og lyden af bølger og fornemmelsen af dem er kærkommen.

Holiday! (tilsæt selv 80'er rytme)

Nyindkøbt oversize taske er pakket med alskens fornødenheder - aka sko, bikini, en bog og masser af mascara - (Mac'en og spejlreflekslinsen er et andet sted) og er på vej herhen - wuhu :-)

And we're off...

Hermed er den amerikanske firmamobil lukket.

Skriv en gmail hvis du vil noget :-)

Om de dér ting man lærer...

Planlagt eftermiddagskage à la moderat Sønderjyde på søndag for den lille gruppe af Amerikanere der har været så søde at invitere indenfor i deres cirkel. Dramabefængt til det yderste, men en særlig oplevelse at få lov at se en flok veninder og deres mænd og frygt og konkurrence og ære og humor - bare som betragter, forklædt i en kulturmæssig afstand der tillader lidt længere snor og nogle flere spørgsmål fra min side.

På et tidspunkt hører det op med at være nok at være interessant bare for observansens skyld og som led i et empirisk datasæt så jeg en dag kan publicere "Kvinder i kulturer og de klare konsekvenser", og det bliver nødvendigt at vi deler nogle grundlæggende værdier hvis det skal forme sig til et dediceret venskab.

I bedste stil med de mange post-its fandt kokken og jeg i går ud af at for os begge - som individer og som par - er de vigtigste værdier Lidenskab, Respekt og Ærlighed.

Og det sker altså kun én gang at jeg inviterer folk hjem når ikke de møder op som aftalt. At mødes til pre-cocktails på en opera aften i nyt fuldt skrud, og med flot brun glød der har taget 1½ dag at spraye på i jævn og naturlig fordeling, og vente 40 minutter - mutters solo - på værtsparrets ankomst, og yderligere 40 på det næste hold fjantende krigere, dur jeg ikke til. Jeg afskyr det cirka på lige fod med hvis det blæser og jeg skal cykle.

Og jeg var naturligvis selv 12 minutter fashionably late.

Det er måske min pet peeve, men dem jeg kan lide sådan rigtigt, og hvor det går begge veje, synes at respektere det.

Så faktisk tænker jeg en del på hvor meget for sent de nu dukker op på søndag, hvis overhovedet de dukker op. "Oh no, Rachal she's a kind of a last-minute person, you know. I'd ask her today, but the answer wouldn't do us any good on Sunday, haha!" Right. Hm. Godt så.

Hey, Søster: kan du ikke tage lidt sød rasp med til æblekagen?

Mens vi venter

Sidste dag på kontoret. Tænk hvor hurtigt noget langsommeligt nogle gange lige pludselig kan gå. Lang tid med lidt indhold føles uendeligt men huskes som kortvarigt, og kort tid med meget indhold føles føles måske egentlig også som lang tid, men huskes langt mere langvarigt. Så det er måske endda retrospektivt forventeligt at tiden fra Beslutningen til Oprindelsen (aka i dag) har føltes umådeligt lang mens vi var i det, og i går aftes med hovedet på puden var tiden "egentlig gået hurtigt".

Men altså, det giver jo også god nok mening, for det er da spild af hukommelsesRAM at huske på det kedelige, og det har i hvert fald slet ikke fortjent nær så meget disk space som det indholdsrige.

Jeg tager lige en sip mere af min Starbucks Cappuccino (de var løbet tør for rørsukker, men tænk engang: det smager fortrinligt uden!) inden jeg vrøvler ud over kanten.

Familieforøgelse

...og vitterlig halv pris herovre! Den lille ny, som er døbt Gulliver fordi subwooferen til de dér lydpinde ligner et perfekt bosted for en guldfisk, står med et firewire kabel og suger viden til sig.

Den er altså sød.

Og frisk fra fad

From: Kommende Chef
Sent: Wednesday, April 16, 2008 6:46 AM
To: Chrissy
Subject: FW: ITIL foundation course for Christa

Hi Christa,

I have approval for the below course. Please let me know if you have other plans or if I can continue with booking the course.

IT Infrastructure Library, ITIL, på dansk (kursus nummer 11647 A)
Tåstrup 2.-4. juni from 9-16

Best regards
Chefen to-be
...

Ih, hvor skal jeg lære!

Med al tænkelig dansk obligatorisk mådehold, kynisme og en grålig skeptisk hovedet-på-skrå indstilling; det her tegner nu lidt godt udemærket og giver bobler i maven.

Det sidste stød

From: Chef
Sent: Monday, April 14, 2008 10:55 AM
To: Alle
Subject: Good-by Luncheon for Christa

Colleagues: This Friday will be Christa's last full day in the Norfolk office before her relocation back to Copenhagen and her new IT position with the Group.

We would therefore like to request your presence at a farewell luncheon where we can properly say good-by to Christa and thank her for her many contributions to Company.

Details for the event are provided below:

Time and date: 12:00 Friday 18, April
Location: Town Point Club, Norfolk
Attire: Coat and tie

We look forward to seeing everyone together with Christa one last time on Friday.

/Chef
...

Og tillad mig dernæst at præsentere; snuppet direkte fra den semi-mondæne members-only clubs hjemmeside (grammatik-fejl dog rettet herfra), som tilsyneladende vedbliver under construction:

Our commitment to you is that:
Our staff will be able to serve a two course a la carte lunch in 30-minutes or less from the time you are seated.

- Og det er vel the embodification af kvalitet?

Sidst lykkedes det tjeneren at afbryde samtalen 4 gange med sin 4 x kaffeservering over 12 minutter - serveret enkeltvis med rystende hånd og let spilden på uddaterede laksko. Til gengæld var den kold. Og i øvrigt forkert. Men regningen var allerede skrevet ud og afleveret til den ældste af hankøn.

Enter: forventningens glæde.

A weekend to remember/ Guffe-Line og Mac'en og laminerede skattekort

Det var sådan en hyggelig weekend! Outstanding dessertmenu på 8 unikke kreationer der forårsagede tårer da vi hen mod slutningen måtte rationere apetitten, velvidende at finalen, chokolade souffléen med ganache, stadig var undervejs, fredag.

Fødselsdagsskattejagt i strålende vejr med genoplevelse af nogle af viapunkterne siden september og en old school hjuldamper og et hærdet krigsskib med en masse frivillige pensionister (er det egentlig dém der kører det der Old Navy tøjmærke, monstro?) hele lørdagen, eftermiddagspicnic i regnvejr på altanen, en lur i en Fatboy før smæsken i sushi og kjoler og Stomp så vi sad med åben mund på anden række og var skrækkeligt imponerende i Manoloer - og ditto skuffede over midnatssaltindtaget fra Doumar's ellers så famøse curbside barbecue (hvor man blinker med forlygterne for at fortælle dem indenfor at man er klar til at bestille, og de sætter en bakke på siden af bilen med ketchup og sennep). Hvorfor skal de koge deres brød, honestly?

Og et af de dér horne der flyder over af brunch med vaffel-, donut-, seafood-, ægge-, roast- og kage-station og chokoladespringvand med jordbær på pinde søndag og en Macbook med officiel ceremoniel indvielse (og .mac konto) til Line (tillykke!) og dovne sofafilm og mere Ben & Jerry's og chokoladeovertrukne mandler og rosa bobler og det var kun vand der blev spildt på tæppet da puderne blev kastet, og det tørrer, og det gør kokken også.

Og nu mandag, og kun 5 dage tilbage til on-the-record afskedsbusinessfrokost fredag...

Og så en ferie af den dér rigtige slags - en hel uge med gæster der kan tåle hyggebukser, og fisketur ved Outer Banks og forhåbentlig godt vejr til pool og måske grill og den sidste laserbehandling i denne omgang og kæmpe Outlet Mall og tax return og så nedpakning og oprykning og fuldt møbleret fremleje.

Og muffin tops.

Ej tak

Frit efter Thomas Buttenschøn

Valg af tekstuddrag står for undertegnede's nøje sammensatte regning.

Den her by er kedelig
Trist og for almindelig

Jeg gider ikke og være her mere
Har brugt alt for meget tid på bare at abstrahere

Så jeg sover længe
Og jeg gør alt hvad jeg kan for ikke at kede mig

Jeg rejser snart til København
Giv mig noget storbylarm
For det her gør mig skør
Og det smadrer mit humør
Og den slags smitter af

- Vi ses i DK 1. maj!

(og vil du med i Vega og høre nummeret live dagen efter?)

Kulturel Kandidatur

En invitation til middag, opening night opera og cocktail reception på fredag dumpede ind tirsdag. Værten er Sicilianeren der med fruen hvert år inviterer deres nærmeste venner til en full blown event på deres regning, og invitationerne bliver sendt ud et år før, og der oprettes sågar en venteliste med reservedeltagere. "Vi har ingen børn, så vi vil gerne bruge de penge på vores venner i stedet" - og jeg er så kommet med på et venligt afbud.

Sms til kokken: "XX har lige ringet og inviteret til middag + opera fredag"
Hurtigt svar: "Jeg kan ikke nå det sorry :-("

Nu var han faktisk slet heller ikke inviteret, så han slipper helt for udklædningen i kjole og hvidt, som efter forlydende er dresscoden til et event af den kaliber.

På MSN ud på eftermiddagen:
4:46:30 PM Chrissy: vi skal lige tale om noget når du henter mig
4:47:08 PM Mads: hvad?
4:47:40 PM Chrissy: opera
4:48:25 PM Mads: du må have noget tøj som du kan bruge, det er ikke nødvendigt og købe noget nyt pga det

Men en grundig eftersøgning i skabene afslørede desværre som ventet et akut behov for kjoleindkøb, og selvom der hos David's Bridal er lysstofrør og ekspedienterne i deres kvantitative representation lod os stå og glane efter et svar på et størrelsesspørgsmål i 15 minutter, var kjolen både billig og sød. Endda med indvendig thyl.

Og matchet efter stiletterne, naturligvis. (og stolperne)

Det kan godt være at de fire andre damer der skal med i morgen hver er i full-lengths, men det er heller ikke sikkert at de har fået Prada'er af deres udkårne i morgengave :-)

Mit maddike-look-alike-scam er fuldendt, og det er nu rivende nødvendigt at sporte en kulør der vil være de chokoladefarvede russkindshæle værdig. L'oreal Sublime Bronzing any angle spray står klar ved siden af vasken (den der vandt Woman testen i '06, vist), og der er en reserve-Rimmel ved siden af. Andre gode erfaringer modtages med kyshånd?

Hveranden mandag er lønningsdag på Bistroen

- og så er der reduceret fremmøde om tirsdagen. Som i "min tante har det godt nok ikke så godt, det er vist bedst jeg bliver hjemme" (og som en sidebemærkning netop tirsdag lancerer min egen sandwichbar hvor jeg kører frokost ud til det sultne kontorfolk).

Det er faktisk et større problem end lige den umiddelbare latterfremkalden - spørger man rundt i køkkenet hvordan folk bare kan blive væk, uden varsel, er svaret med en skulder rysten at "han havde jo penge nok - det var dét der var problemet, han fik for meget i løn. Nu står han jo ikke og mangler penge i dag".

Penge. Nok. Hm. Er det ikke et oxymoron?

Første gang lød det bare åndssvagt, anden gang var der vupti en ledig dessertchef stilling efter 3 dages udebleven af ham der ellers har været i ejerens posse i 8 år. Ikke et ord til nogen, ingen telefonforbindelse, ingen respekt.

Tænk at man kan have mod på fortsat at drive virksomhed i sådan et miljø. Meget mærkeligt.

P.S. At gemalen pryder plakaten som dessertkok og efterhånden har (om-)skræddersyet hele dessertkortet, har drevet mig til at booke en fri-fredag næste uge hvor Guffe-Line og jeg skal hele (dessert-)menuen til livs - wish us luck!

Oprob

Noget af det bedste ved USA er at cashewnødderne er klækkeligt billigere.

24-hour pinkness/ (indersiden af en ko)

24 timer lyder måske af meget, når man vel at mærke taler om tilberedning af et stykke af en ko. Ikke desto mindre bliver resultatet mørt og lækkert, og smagfuldt og saftigt, langt mere end ved de gængse par minutters flip-stegning på teflonpande. Udskæringen skal være tung nok til flere personer, og forberedelsen af stegeskorpen ved minutiøs behandling med bunsenbærnder hele vejen rundt, gør at saft og kraft forbliver indeni i løbet af de 24 timer ved 50 grader C.

En standard husmorovn (som den i vores jammerlige kummer hvor røgalarmen går i gang bare man vender kartofler i olie på en varm pande) vil nok have svært ved at nå ned til de 50 grader, endsige at blive på det præcise punkt, og det er næsten en ligeså stor videnskab at vinkle ovndøren, tilte kødstykket og justere rumtemperaturen og A/C'en, som at nå frem til den perfekte opskrift, à la Heston Blumenthal.

Selv med det absolut nødvendige ovntermometer var vores temperaturmæssige standardafvigelse desværre bemærkelsesværdig, og nok grunden til at den pink farve blev en anelse mørkere end ellers ønsket.

Den tidlige skorpe-creation med brænderen havde dog gjort sit indtog og hele det ekstremt møre stykke bøf havde en skøn, let røget smag, og den nye skrædderstegte stegeskorpe var prikken over i'et.

Jeg kunne godt have brugt lidt persillesmør, men det kan jeg faktisk for det meste, så det skal nok ikke tages som en generel betragtning.

Next: Et kvart århundrede

Pudsigt nok havde vi også en Stomp event planlagt tilbage i slutningen af første runde i ca. 2002. Jeg har stadig min debut til gode, og hvor er det fantastisk at etablissementet netop er i byen d. 12. april, som var det hele organiseret for at fejre ham :-)

og A'et er for Afsindigt

Den øverste kommunikationsansvarlige for netværksgruppen i Canada skrev i en mail:

Your fax # is 45 xxxx xxxx is there an area code or do I just put a 1 in front of it ?

hvortil jeg svarede:

The fax number is Danish, hence the +45, which is the country code for Denmark. So you will probably need to put Canada's exit code, 011, in front of the country code 45, and then the actual fax number xxxx xxxx. The fax reroutes to an email client, so I receive an electronic copy. - Thanks

Tilføjelse

Og spildtiden forøges blot når man skriver al kommunikation i Word og vedhæfter i ellers tomme mails for at sende ud via hyperfølsom netværksforbindelse der crasher Outlook ved den mindste .png vedhæftning.

Fortæl mig der er håb forude?

S'et står for sludrechatoller

Dels snakker de grundlæggende for meget, dels gør de det dræbende langsomt og med alt for mange ord, som for at få laveste fællesnævner helt med og dels er problemet nok også at de netop snakker i stedet for at tale. For en dansker mig fremstår det som malplaceret arrogance der ved anvendelse vender fortegnet og får afsenderen til at fremstå mindre kvik Pudsigt som ordene kvik og quick ligner hinanden...

Jeg føler min tid bliver uhensigtsmæssigt frarøvet mig ved at taleren bruger 10 minutter på fyldord, når rene, dejlige, enkle og klare, konstruktive sætninger reelt kunne være blevet udvekslet på 4.

Endda uden irritationen til følge, og den obligatoriske miniopgørelse på hvor mange minutter af mit liv jeg aldrig får tilbage.

Et kvart århundrede nærmer sig jo, og det er increasingly apparent at tid måske nok er lineær i sin nuværende eksistens, og der er kun én vej frem.

Så vil jeg altså slå et slag for at man hellere tager den sludder-snik-snak over en Bud på Hooters når klokken er slået 5.

Søndage er øer

... til gennemprøvning af ny-erhvervet Kitchen Aid Pro der har bestået fagene Fars, Pasta og nu Bløddej. Med bravur.

Og han fik officiel spilletid til hjemmekampen lørdag, og halten på højre fod er næsten allerede væk:-)

Om valgkamp og fokus/ U'et står for uhæderlig

Hele lokallivet summer omkring Spitzer-fadæsen og man(d) forarges mest (faktisk kun) over hvordan man kan give 4300 dollars for en time, for "så godt ser hun da heller ikke ud", når going rate for et blowjob ifølge the new guy er 50 dollars (bøden er 100, hvis man bliver opdaget - og i øvrigt er oralsex i det hele taget ulovligt i visse stater). Og nærmest som i en film, hvor hele baggrunden med lynets hast zoomer ind på hovedpersonen, står det pludselig klart at 8. marts er en dag som alle andre, og at gå ned i øjenhøjde og forklare de her mænd at New Yorkeren har betalt de 4300 dollars for en serviceydelse, lidt ligesom når man betaler en sjakbajs for at lægge rør ind, resulterer i ikke mere end the-deer-in-headlights look fra førnævnte mænd.

De skulle lige have konceptet forklaret én gang til, fra en anden vinkel: noget med at det jo ikke koster 4300 dollars at kigge på billeder af smukke kvinder, og at hun nok har givet guvernøren en ganske særlig følelse (uanset hvad hun har solgt - markedsføring og handel spiller på følelser til syvende og sidst), og den følelse (og derfor selve serviceydelsen) har åbenbart været 4300 dollars værd - flere gange.

Stilhed fra mændene.

Og igen: "Arh, så køn er hun du sgu da ikke engang!"

Det kan godt være at politisk success og testosteroninjiceret drift stammer fra det samme sted i mænd der har nået magt, og det er sikkert rigtig interessant for en psykolog, men for hende der vælger at stille sig op ved siden af, er det blot respekt der har glimret ved sit fraværd. Og respekten trumfer de andre kort.

Salsa, baby!

Ih, det er lige før man kan høre musikken og inde i hovedet tæller 1, 2, 3 (pause), 5, 6, 7 (pause) og der er så meget man skal huske når man drejer på tæerne og skal hele vejen rundt under hans arm og lande lige foran, kontrolleret, som danser man i et rektangel, og direkte tilbage på højre fod i et basisstep og følge hans lead ind i en enchufla og være rank og skyde hoften ind-under-agtigt, så man ikke flyver for langt væk efter et shoulder stop hvor man skal nå at snurre hele to gange på 5, 6, 7 uden at blive helt så svimmel, at man ikke er klar i dance position når man lander, mens hans hænder og hoved allerede planlægger næste move, med mit skulderblad som hans ror.

I aften var tredie private lesson og fremskridtet bliver rost af hende den pétite rødhårede der skal konkurrere i Puerto Rico næste weekend, og det er fedt at gøre noget svært sammen!

- Nogle gode råd til hvordan en boldspiller i øvrigt fanger takttælling?

Sidebemærkning

Da baren lukkede, skiftede vi til sommertid (EDT) og er nu 5 timer efter det Danske, indtil der skiftes dér.

Og jeg har lavet min første successfulde parallelparkering til stadig beundring. Og pandekager.

Og dén kok og dét job

... gjorde at vi nu har lært af bitter erfaring, at selvom man kører helt til Portsmouth for at finde den eneste burgerkæde der har åbent, når man kl 3 om natten er på vej hjem fra hemmelig og überpopulær bøsseklub ved navn "The Garage" med hele tjenerstaben fra restauranten, og efter at holde i kø i drive-thru'en i 20 minutter, hvor det til gengæld lykkedes for den arbejdsuniformklædte mægtigt muntre mand med seriøse shots i maven at genfinde vielsesringen som var smuttet under bilsædet i kådhed (phew) og han igen blev ét stort smil, at de kun serverer deres McMorgenmad på det tidspunkt. Og dét er aldrig godt nok, så BMW'en vendte om og historierne om hvor mange Village People kopi-queens (I kid you not, det var SÅ retro) der klappede eller strøg eller kindkyssede, fyldte hele vejen hjem og ind i søvnen.

Og nu er han pakket ind i en dyne på en sofa og beder om salt.

Jeg var designated driver og joinede festivitasen fra et theselskab med en flok damer og en Siciliansk kriger, der bærer 5 lædersnore i sit bælte, én for hver gang han er gået i krig for sit folk, og der blev serveret Tawny's Reserva og filodej, og jeg tror den ene af damerne ikke har mod nok i sig til at forlade sin mand, og hun forstår at hun selv valgte premarital sex som 19-årig og går hjemme med 3 uplanlagte børn, og som en god katolik skal suffer through the consequences med en misbruger til livsledsager.

Og til spørgsmålet om hvad jeg ville gå i krig for, blev svaret Freedom, Respect and Love.

En kok med et job

Omend de nok næppe skal forvente at få en Rising Star hos Todd Jurich, er der mennesker, hver med deres historie, og det gør indtryk der kommer til udtryk og sætter aftryk. Og så var timingen god, for ham der havde dagvagten før, blev taget for spirituskørsel på vej til job sidste uge, og er i fængsel det næste halve år.

Gode mennesker får idéer som denne

...alt imens opfattet anonymitet formindskes. Is perception always reality?
Er summen af laster (omend det være sig samfundsmæssige af slagsens) konstant?

43 ting, de næste 10 år og farven lime

Rå beslutsomhed, 1 times tid uden overspringshandlinger, en god portion selvransagelse og en pakke post-its samt pen med blæk. "Hvad vil jeg gerne opnå?" "Hvor vil vi bevæge os hen sammen?" "Hvornår?" "Hvad er vigtigst?" "Hvad er jeg villig til at give afkald på?" "Hvordan vil jeg fokusere nu og her?" 

Løs brainstorm og løs, flittig håndskrift, dernæst fordeling udi de næste 365 dage, 1-5 år, 5-10 år og >10 år. Smuttur til Ikea (Norfolk er kedelig, landevejen er hyggelig og en X5 er alle tiders miljø til lige at få løst verdenssituationen trygt i sædevarmen), indkøb af 2 dedikerede opslagstavler, og nu hænger de fremme i al deres pragt - til inspiration, ambition, konkurrence og dedikation. Og drivkraft. 

Naturligvis findes der et elektronisk alternativ, lanceret i de spæde Social Media dage, da Web 2.0 var et begreb forbeholdt Californiske white papers og naturligvis har jeg registreret mig som bruger. Omend det døde hen, cirka i februar sidste år, og bærer væsentlig præg af at bero på en single tilværelse, lever den stadig. En stor del af de 18 uredigerede entries er endda at finde på opslagstavlen. Og den kommer endda med små indspark på mail hver måned og hvert halve år, afhængig af mål, og det er slet ikke svært fuldstændig at overse de reminders. 

Der var på et tidspunkt tale om at det nu var blevet moderne at være en offline personlighed. Måske det er nået herover? 

Det er i hvert fald en anden følelse med sirlig barneskrift at fysisk fatte verbalisering af velovervejelser. Og det er en anden måde at arbejde med sine mål på, når de ligefrem hænger dekorativt, og virkelig særdeles synligt, ikke mindst for os selv, og minder om hvilken timing-kategori de er placeret i. Så ved man nogenlunde hvor lang tid der er igen til næste mile stone, og frygten for at vågne op som 45-årig og ikke vide hvor ens drømme blev af, er bemærkelsesværdigt reduceret.

Var Ikea egentlig altid så fed eller er man bare blevet gammel nok til at være målgruppen? 

Eller er designet i virkeligheden ikke andet end et produkt af samtiden?

P.S. De post-its der hænger på en vandret linie i nederste højre hjørne, gælder altid. Eksempelvis at drikke flere bobler end de fleste :-)

Mon det er et tegn?

Hvad skulle Google's hovedkvarter ellers lave på Eksildansken?

Hedder det "tidlig adoptant" på Dansk?

Chrisjan says:
juhuu - jeg har fået en lille ny!
Chrisjan says:
det sys jeg bare du skulle vide :)
Chrissy says:
Sejt! En Air?
Chrisjan says:
jes :-) den er godt nok flad
Chrissy says:
næh hvor fint. jeg glæder mig til at møde den
Chrisjan says:
det vil jeg sige til den. poster lidt billeder senere


Billeder ventes her og nok også her

Man ved man har slået et (måske for) stort brød op, når

...det tager længere tid at pakke sofaen forsvarligt i bilen, end det tog at komme rundt i hele Ikea på en national fridag.

Jeg er helt tosset med udstillingsmodeller. Mest fordi de slet ikke skal samles.

Og gratis billig presenning og snor i en parkeringskælder. Genialt.

Morgenens allerførste møde med mandlig 40-something kollega omkring kaffeautomaten

"Good morning, how are you. So, what did you do for Valentine's?"
- "Erhmm, we didn't really do anything."
"Oh. Well, what did you get?"
- "What did I get...?"
"Yeah, what kind of present did he give you?"
- "Erhm, well, I got a beautiful white flower..."
"Well, that's nice!"
- "From the guy at the gym..."
"Oh! Erhmm..." (pinlig tavshed)
- "You see, Danish men are a species that share a common aversion towards being forced into being romantic. They believe that Valentine's Day is only a day that American stores came up with to boost over-prized chocolate sales"
"You know, it really is"
- "Yeah, I know. And I get what they're saying. He says he'd rather scatter all his romanticism throughout the year, and not just on one particular day."
"Hehe, well, I won't be paying no 125 dollars for a rose on Feb 14 either, but the least you can do is just get her some chocolates and take her out to dinner, you know. It kind of depends on how much trouble you've been in, though."
- "Chocolates sound nice. So, where'd you go for dinner?"
"Oh, she cooked. It was her choice, though, but we go out all the time, so she really wanted to just stay home and cook something nice."

(smil over det hele, og jeg slap væk med et nik med kaffekoppen, hen til min egen bås)

Et kort øjeblik håbede jeg ellers at få navnet på en restaurant der var lige i skabet.

Ét er at man skal høre på dansker-rationalet af samtlige folk med et Y-kromosom hvert år, men at skulle tage det i egen mund og ligefrem forklare logikken, var som at betræde et nyt væg-til-væg tæppe af brændende kul. Og så endda før kaffen.
Værre er det heller ikke, og jeg overlevede at blive stemplet som bitter og single Bridget Jones kopi til aftenens fjerdedel af et bodypump hold, hvor hun havde lavet sin track list med "anti-Valentine's" heavy metal. Og til de piger, der forlod gym'et alene, uddelte man blomster, og i Farm Fresh markedet var der rød løber og hjerteformede balloner og chokoladeæsker tapet sammen med plysbamser ved selve kassebåndet, i det tilfælde at man ikke havde set den særlige Dinner for Two tilbud, og bordet der var dækket med champagne og mere chokolade og flere plysdyr og (falske) blomster opsatser var over det hele. Sikken oplevelse. De havde stadig yndlingssmagsprøvestationen med ananas - uhm :-)

Da jeg kom svedig hjem og havde sat min blomst i vand, bagte jeg et rugbrød til min udkårne, med et pladderromantisk hjerte af rosiner og havregryn. Sådan - og det kostede slet ikke nogle danskere noget som helst - bah. Og han blev glad, også fordi han havde overlevet endnu en omgang touch rugby - denne gang helt uden ydre skrammer og med en tandbeskytter der stadig virker.

Med et glimt i øjet talte de om at lave det til en "looove-bodyPUMP" i aften

På vej til job i bilen i morges så vi for første gang is i hjørnerne af ruderne på de andre biler. Det var dog ikke nødvendigt med handsker, nylonerne i stiletterne holdt tørt, og jeg døde ikke af at have glemt mit halstørklæde hjemme. Alligevel gik der 2 timer før kollegaen mødte ind, og det viste sig at al den mellemliggende tid var brugt på at få et barn i high school, da busserne var nødt til at udskyde den daglige opsamling af skolebørn i alle aldre fordi man var nervøs for ikke at kunne få af-iset motorerne i tide. Da knægten på 16 havde stået - i lange bukser, ganske vist - på hjørnet i mørket til normal opsamlingstid kl 6.30, og der efter et kvarter stadig ingen bus var, var han tusset undrende hjemad og de lokale TV-morgen news havde afsløret en officiel 2-timers forsinkelse på hele skoletransportsystemet. En far og en knægt og en Volvo ankom til high school'en kort før mødetid, kun for at erfare at de var de eneste. Überhaupt. Forsinkelsen var overalt, og antallet af ulykker på motorvejen kunne mærkes, for folk er utrygge når føret er så radikalt anderledes.

Det må på nuværende tidspunkt i beretningen pointeres at der hverken er faldet sne eller slud, at solen stod højt på himlen og ingen buske længere bar spor af smuk rimfrost eller lignende. Regn og vind, jovist, men altså ikke så forede moon boots skal graves frem fra 90'erne.
Vatnisser. Tsk.

Måske det er samme forsinkelse der har ramt Internettet?

Mens der ganske vist var forsinkelse på skolebørnenes fremmøde, lader det ikke til at have haft nogen bemærkelsesværdig effekt på det antal af budcykler (ha, det er en joke, til dato er kun talt 13 cykler i Norfolk) budbiler der leverer rød-hvide buketter og hjerteformede æsker med knasende sukkerindhold til deres udkårnes arbejde på denne Valentine's Day. Phew - så er samfundet ikke gået helt i stå!

Om smadrede kranier og springvand

Når man er færdig med at være ét stort smil (med lyd) over synet af de bitte små shorts der gør værtinderne fra Hooters til skamme, men har den bonus at ens mand kan blive løftet op af de andre tunge gutter til rugby i tøjet fremfor i huden, og at det stramtsiddende design forebygger de værste slidsår, så det kun er den dobbelte næseblødning som resultat af en alle-mands-tackling man lige skal komme sig over - Tænk da at det en aften i februar måned kan lade sig gøre at smide 2 mennesker på en Fatboy udenfor på altanen med lyden af springvandet som intro til den film man lejer på iTunes og bare flyder til. Absolutely marvelous.

Om Valentines og hvorfor 90-60-90 konceptet er vejen til et profitcenter

På højde med Thanksgiving og Superbowl Sunday findes Valentine's Day, som vist mest af alt er den aften på året, hvor alskens kvindfolk har ret til at indkassere en omgang blomster og hjerteformet æske chokolade eller helst en turkis æske med hvid sløjfe. Endog får man ind ad brevsprækken en fin pink flyer der lover dit udkårnes hjerte gennem et syngende telegram - endda med sidste års pris behændigt streget ud med sort tusch, så profitten ikke helt går fløjten i den lokale regression.

Som Valentine's furien ellers kunne antyde, står det tilsyneladende ikke helt så galt til på de lokale sydstatlige egne, hvor begrebet om den traditionelle Gentleman er højt agtet og egentlig et tegn på civilisation på linie med vores brug af både kniv og gaffel ved et typisk måltid. Således finder en ung kvinde sig en mand i slutningen af college og ægter ham ved endt graduation. Mens han haster ud i erhvervslivets overhalingsbane med manager på manager i aflåste glasbure, har hun så rig mulighed for at bruge sin masters i applied economics & finance til at finde ud af præcis hvorfor den ene tørgærsløsning giver en bedre krumme end den anden, eller hvilken slags moppe der virker bedst på det victoriansk inspirerede klinkegulv i det nye sunroom. Efter hun har koordineret farver og valgt striberetning på tapetet på hans kontor og i den formelle spisestue, forstås. Og så passer det med at indretningen er komplet og budgetterne fastlagt, inklusiv nye golfkøller til gemalen ved hver sæsonstart og hun kan forvandle sig til en flittig avlshoppe. Den som tror at børn og institution er en acceptabel kombination, har meget tilbage at ønske for at være et anstændigt menneske - slige handlinger ville være ligesom at forsømme sin kirke på en søndag morgen, og med sådan helligbrøde i bagagen kan man næppe forvente et socialt netværk af den rette klasse i det rette kvarter med medlemskab i de rette country klubber.

Jeg tænker på Scarlett O'Hara, og måske det netop stammer fra ønsket om at bevare den bløde kvindehåndshud, når det den dag i dag er kotyme at en mand holder elevatordøren for de 10 kvinder der står bag ham og således og i øvrigt i alle henseender og køer lader enhver kvinde gå forrest i enhver kø. Førstnævnte i særdeleshed irriterende, når man som geografisk udfordret menneske sjældent ved om man skal til højre eller venstre når man kommer ind eller ud ad en dør et nyt sted.

Southern Bells finder tilsyneladende forfordelingen naturlig, og når man har en viking under armen der er vant til at man selv åbner bildøren, ænser man medlidende blikke fra kvinderne omkring en. Og ligefrem verbale udbrud, hvis vikingens tålmodighed slipper op og han går først ind i elevatoren - til stor forargelse for måbende langsommelige storcentergæster.

I samme ånd sikkert, og jeg synes altså det er besynderligt, er der blandt kvinder en aversion mod restaurantkæden Hooters hvis forretningskoncept er ganske enkelt - og successfuldt, herfra og til Singapore - at udelukkende ansætte piger med målene 90-60-90 og iklæde dem hotpants, tanktops og en kæk og kundeminded attitude, og så specialisere sig at lave de bedste wings og servere kold øl og vise fodbold på fladskærme. Pigerne ser ud til at have en stor holdånd, og der afholdes konkurrencer, på regions-, national- og internationalt plan om at blive årets Hooters pige og vinde forsiden af en kalender.

Hvordan man kan synes at det er kvindenedsættende at møde pligtskyldig op på sit job med ambitioner om at avancere og gøre sig bemærket internationalt set, og endda på et af de ældste forretningskoncepter nogensinde, mænds svaghed for bryster og et sødt smil, men derimod forvente at blive vartet op og forfordelt og undskyldt til, hvis en mand benytter en uklædelig sproglig vending i en presset situation - det begriber jeg ikke.

Helt oprigtigt, og jeg hører vitterligt gerne, hvis der er et bud?

Måske det kun er mig der synes det handler om valg. Og jeg vil gerne (og synes nok egentlig det er min absolutte ret at) vælge hvilke samtaler jeg vil deltage i, lære at sige fra når enough is enough, og vælge den dør jeg vil ind ad, når jeg vil ind ad den, og så for pokker vælge at følge efter ham med tilhørsforholdet, der ved hvor vi skal hen, så jeg ikke behøver tøve og tabe point.

Og så holder det simpelthen ikke at stille an med elefantordenen når herrerne vender hjem med en EM sejr og offentligt svine damerne til flere dage i træk. Så må man afsættes, der er ikke andet for i år 2008. Det kan ikke være nødvendigt at brænde så meget som én BH her.

Tragikomisk, vel egentlig

... at når man går ind på 10best.com og finder frem til Norfolk, er der kun listet 4 punkter under 10 Best Editor's Favorites.

Storm P. har ikke levet forgæves

Tv2 Sputnik er ikke meget for at streame live indhold til en udenlandsk IP, men med en weboptimeret familie i 4000 er det heldigvis ikke noget problem at få håndbold EM med, opstart und alles, over Skype fra MacBook til ditto, med iSight begge veje så det næsten er ligesom at sidde i stuen på Pilevej.

U'et i USA står for uciviliseret - tænk engang, at man her er af den overbevisning at håndbold er ligesom tennis, bare uden en ketcher!

Krukken med de positive tanker

Den mest praktiske, mest funktionelle, mest velovervejede, mest kompakte og måske kærligste gave jeg har fået, var da vi tog afsked med København. Den fik hurtigt sin æresplads hvor den er forbeholdt de indviede, og bliver værdsat hver dag. Det sker sågar at man tager den med i et andet rum for at byde af den, når der ikke er andet for. Sært nok løber den aldrig tør for hverken råd eller overskud, og sit eklektiske ydre til trods passer den altid ind i sine omgivelser - omend med en snert af at være reserveret og en kende tilbageholdende.

Jeg pegede stumt på min pink Starbucks termokop

Hvis nu man er lidt senere til at få sin kaffe en given onsdag morgen, og man i egne tanker, og før man har haft ordvekslinger med levende godtfolk af nogen art, vandrer om hjørnet ned ad gangen fra kaffe-køkkenet og hen på pinden, og man så på vejen krydser bane med en skaldet gut med et BMI på 50 og halvt så mange tænder, og han stopper og hvisker "wake up" samtidig med han udøver "the-wink-and-the-gun" på bedste værste Carlton manér - er det så okay at fræse et "grow hair" ud mellem tænderne? Eller skal man tælle til 10 og revisitere gengældelsen af hans morgenhilsen efter man har tømt sit krus?

Lykken er

En danskvand med citrus til sin bøf bearnaise med kogte grøntsager på Rio Bravo kl 2 en fredag nat efter en udsøgt aften med fantastiske cocktails og ægte samtaler i alle de bedstes selskab.

Tak skal I have

Fjeren er støbt af beton...

Kontorbygningen hæver sig over gaderne på en almægtig repós af beton, der har en trappenedgang på hver af de fire sider. Jeg tænkte at der måtte være en enkelt rampe ved en af trapperne, og trak med rank ryg min ganger med til nedgangen nærmest cykelparkeringen. En meter fra trappen så jeg at der ingen rampe var, og jeg så mit snit til tilbagetog. Måske det var en miskommunikation mellem ben og pedal, eller hjerne-idé og kropslig reaktion, eller også var jeg for træt og havde for travlt.

Jeg så det først komme, da det var for sent at ændre adfærd, og horisonten forsvandt under mig, mens jeg så blå himmel og stiletter der fløj i hver sin retning. Et (nu vandret) blik til højre, hvor taske, telefon, nøgler og adgangskort lå hver for sig.

Suk.

Måske jeg når eliten i morgen.

Danse Salsa, siger De? - Næ tak, så vil jeg hellere vælte på Cykel!

Men jeg hverken dansede eller væltede i morges, da hele byen var vidne til min første morgenfærd på en pedalganger, skam i kontorstiletter og jakkesæt, og gemalen havde investeret i en kædeopstramning og en kurv til tasken der altid indeholder paraply, deodorant, mascara og lipgloss, til hvis nu. Og jeg er glad for at jeg satte håret op, for jeg havde perfekt udsyn og ingen blinde vinkler, og når man sådan glider afsted, opnår man en særdeles anderledes form for forbindelse med ens medmennesker.

Det er som om man er udsat, sådan kropsmæssigt, på en luftig måde og uden filter i formen af benzindrevet metal, så man ser fodgængere og kan nå at få hele opfattelsen af dem med, for man er tættere på. Og man ser flere biler, end bare den foran og den bagved og man ser dem på en anden måde.

Indtil videre har vi set 12 cyklister i Norfolk, og ingen af dem var spottet på ruten i dag. Rute er måske så meget sagt og hovedvej er nok en mere præcis angivelse. Der stod en kvinde og ventede på bussen, og da jeg holdt for rødt, smilede hun med alle de tænder hun havde tilbage og sagde "That's it, you're doin it, Girl!"

Tænk at være en del af den forjættede elite der cykler på arbejde. Jeg skal jo hjem igen senere, og så er jeg vel egentlig på vej?

Det åbenlyse spørgsmål besvares med et "fordi Mads er til samtale/ salgsworkshop i Virginia Beach en hel arbejdsdag" - så nød lærer vel nøgen kvinde at spinde cykle.

Jeg synes jeg fornemmer en sødlig lugt, men måske det bare er sejrfølelsen jeg kan sniffe resten af dagen :-)

Besynderlig mærkværdighed

Det er underligt surrealistisk, når det i starten af januar er 19 grader om aftenen og mildt og vindstille. Det føles mærkeligt og blødt og lidt som om der måske står en ulv eller noget der er værre og gemmer sig bag et træ.

Når en søndag bliver til en ø

Med frisk appelsinjuice, fersken the, lune croissanter og Port Salut og Manchego, er der boglæsning og Fifa 08 mens vi med god samvittighed driver indtil kl 13, hvor de første butikker åbner på en højhellig søndag. Man er vel i bibelbæltet.

I går nåede vi endnu en milepæl i domestication processen: Vi var på Dupré's Salon & Day Spa og blev begge klippet på samme tid. Og med stor begejstring efterfølgende endda! Mads bestilte en ny tid med det samme, og jeg tror de får lov at lege med noget farve for mit vedkommende næste gang.

Og prisen er næsten det vildeste: USD 25 for en herreklip og 30 for en dameklip, inklusiv vask, føn og styling. Så er det pludselig ikke så interessant at få booket Stuhr i Frederiksberg centret lige så snart man har en flybillet til Danmark. Skønt!

Billedet er taget midt i madlavningen, men det viser dog noget kortere hår :-)
Og nu skal vi kigge på en sofa. Rød læder, måske

2007 - obligatorisk retrospektiv

I morges var der slet ikke noget anderledes på 13. sal i den trediehøjeste bygning i byen. Det var den samme stol og den samme enerverende langsommelige internethastighed, der skaber mistanke om at Norfolk er en illusion, og virkeligheden blot er en afkølet dome i en mindre afrikansk forstad, med dertilhørende LANopkobling. Og den samme automatkaffe, og de samme kuldsejlede rullekravebluser på midaldrende mænd, der gør hån ad den corporate culture der huserer og regerer i de andre 185 lande. Og den samme udsigt, der på trods af de angiveligt første snefnug i 14 år, ifølge postmanden Don, der stensikkert holder skik på slige sager, stadig lignede den udsigt der forsvandt for mit blik da jeg ønskede et politisk korrekt Happy Holidays og tog elevatoren ned dengang det ikke engang havde været d. 24. om aftenen endnu. På en prik.

Men der er noget anderledes, eller også er det forventningens glæde, eller bare den opkvikkende effekt af en hel ferie der krævede tankerne et andet sted og derfor væk - den første reelle i lange tider og endda stort set uden kaffe (!).

2007 var magisk, og hvis jeg var religiøs ville jeg næsten overveje at takke nogen for at det hele lykkedes og lykkes. Lykke. Tænk at man kan vågne op om morgenen, selv med fornemmelsen af gnu i munden på en Nytårsdag efter blød og lækker Jamaicansk rom eller på en klassisk Garfield-mandag, og helt ind i maven glæde sig til ham ved siden af. Og at der med et fingerknips gik det første halve år, og at han stadig er der som en klippe med smil ud af øjnene.