Hveranden mandag er lønningsdag på Bistroen

- og så er der reduceret fremmøde om tirsdagen. Som i "min tante har det godt nok ikke så godt, det er vist bedst jeg bliver hjemme" (og som en sidebemærkning netop tirsdag lancerer min egen sandwichbar hvor jeg kører frokost ud til det sultne kontorfolk).

Det er faktisk et større problem end lige den umiddelbare latterfremkalden - spørger man rundt i køkkenet hvordan folk bare kan blive væk, uden varsel, er svaret med en skulder rysten at "han havde jo penge nok - det var dét der var problemet, han fik for meget i løn. Nu står han jo ikke og mangler penge i dag".

Penge. Nok. Hm. Er det ikke et oxymoron?

Første gang lød det bare åndssvagt, anden gang var der vupti en ledig dessertchef stilling efter 3 dages udebleven af ham der ellers har været i ejerens posse i 8 år. Ikke et ord til nogen, ingen telefonforbindelse, ingen respekt.

Tænk at man kan have mod på fortsat at drive virksomhed i sådan et miljø. Meget mærkeligt.

P.S. At gemalen pryder plakaten som dessertkok og efterhånden har (om-)skræddersyet hele dessertkortet, har drevet mig til at booke en fri-fredag næste uge hvor Guffe-Line og jeg skal hele (dessert-)menuen til livs - wish us luck!