Vi er nået til fase 3!

Mads nåede derhen lidt før jeg, tror jeg. Det gik nemlig først op for mig i dag, at jeg her til morgen vågnede fri af fase 2. Moderat, naturligvis. Wikipedia skriver om begrebet Culture Shock, at man typisk gennemgår forskellige faser, vel nok ligesom med så meget andet. Først er det hele lyserødt, så bliver man utilfreds og synes at de fremmede er dumme, og så når man til det punkt, hvor man anerkender forskelligheden og sætter pris på nuancerne, uden at føle sig fremmed på samme måde som da man først kom anstigende.

I morges spiste vi den nye slags morgenmad af egne skåle med egne skeer, og drak den nye slags juice, og kørte på arbejde i den nye bil. Og jeg syntes det hele var så dejligt, og mit Starbucks mug med hasselnøddekaffe er et sikkert hit, og ditto med den lemon-lime flavored Seltzer der står og agerer vandflaske ved siden af BlackBerry'en. Og Mads dygtiggør sig indenfor webnørderi og bruger tid sammen med en Creative Professional der kan købes i butikken og lige om lidt er der mere nyt på den front.

Og det er alt sammen fint, ikke fordi det er nyt og spændende, men fordi det er en anden preference end den der var før, den i København, og fik jeg valget mellem den her kaffe der dufter af hazel nut og så Gevalia, ville jeg nok bede om den med nødden.

Måske det er et spørgsmål om vaner, mere end alt andet? Måske vi er så forbrugerorienterede at det er et spørgsmål om eksponering og markedsføring og downright materialisme?

Det var en eye-opener-weekend sådan at samle sin sofa fra Ilva i et fremmed land, hvor stedet så pludselig ikke var så fremmed mere, men nærmest med ét blev velkendt.
Og puderne ligger som de plejede at ligge på Frederiksberg, og nu sætter vi begge to pris på lyden af springvandet i gårdhaven, som altanen vender ud til. Det er lidt ligesom lyden af et spaophold, bare anderledes.

Arh, det er altså stadig irriterende at alle håndtag (især dem til toiletter rundt omkring, no idea why?) sidder midt på låret. Men vi er nok bare nogle høje nogle.