Men faren ved sådan en salat er jo lidt at den knaser. Selvom man sidder helt stille og kun tager tilpas små mundfulde til at gabet kan lukkes hele vejen rundt om, kan jeg stadig høre det inde i hovedet. Og dér der larmer allermest sådan en onsdag kl 13 når det er frokosttid, er den white noise der brøler igennem hver ventil og overdøver selv den mest aggressive tappen-på-tastaturet. Jeg håber ikke jeg forstyrrer trancen med min sprøde salat. Der er i hvert fald ingen der kigger op, men måske de blot er høflige og ellers mødes i cirkler udenfor arbejdstiden, eller endda måske på frokostrestauranten om et kvarter, og taler om frekvensen på mit knaseri. Tænk om der ligger en venlig, men bestemt, anmodning om venligst at skifte over til en mere lydløs fødeindtagelsesproces når jeg kommer i morgen tidlig.
Må man overhovedet diskriminere imod mad(u)vaner? Det kunne jo reelt set være religiøst betinget, at min salat partout skal have en sprødhedsgrad over middel. Og man må ikke påpege folks farve, alder, køn, religion, etnicitet, politiske overbevisning, vægt, udseende, intelligens, sprog, kultur og så fremdeles. Medmindre de er racister, selvfølgelig. Så er man jo højesteret bestaltet i én person. Men det er noget andet.
Jeg kunne være mere imødekommende og tage en suppe med i morgen. Uden croutoner, er du gal! Eller måske kan det være at den lokale, æstetisk særdeles behagelige, Farm Fresh har white noise på dåse/ på køl/ som tørret krydderi. Så kan jeg bare komme det i salaten og kalde det allehånde?
Hmm. Man kan nok ikke købe white noise uden et Social Security Number eller et lokalt kørekort. Bah.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar