En slags sammenvikling af rebene, uden at knuden hverken holder ordentligt fast på skidtet og på sig selv, og uden at det bliver en af den slags nemme knuder, man bare hiver lidt i enderne på, og så løsner den sit eget greb, og man kan starte forfra.Går man ind på knude.dk (det kunne jo være?) får man ikke megen hjælp af CV-promoveringen for Jacob Knude, cand.-merc.-some-thing, og internationaliserer man det på knot.com, er det nærmest en spand ironisk koldt vand man får hældt i hovedet. Bah.
Og hvad gør man så? Er det vigtigst at få bundet en ordentlig knude, der er solid og bæredygtig og med svejsede ender, der har en garanti på en årrække, eller skal man død og pine løsne forsigtigt; sådan hive lidt i hvert reb indtil de glider fra hinanden og man så har to fine stykker reb tilbage, intakte fra hvordan de var til at starte med, i en forhåbning om at man kommer på et helt nyt knob, hvor rebstykkerne så - nærmest mirakuløst - vil passe sammen?
Eller kommer der et tidspunkt hvor man må træde et skridt tilbage, kigge objektivt på knuden og erkende at det porøse vil sprede sig så langt, så man aldrig vil kunne kalde de to dele for egentlige reb igen? I så fald må man jo hente en tung saks, klippe et velovervejet og strategisk snit lige på midten, og finde en fagmand der kan svejse enderne sammen igen.
Og måske man i virkeligheden hellere ville spendere tiden 2 dage før en såkaldt 'major life event' på at lave bordplan i arbejdstiden end på et fysisk udmattende forsøg på at løsne en åndssvag knude.
2 kommentarer:
REB! de er bare SÅ besværlige...
I fordums tid hvor et dåneværdigt "MILAaN" lød mindst en gang om ugen - ville holdningen have været at det dér med reb er da noget man har folk til.
Når jeg sidder med 2 stykker reb (hvilket jeg heldigvis bedriver tiden med sjældnere end strikketøj) ligger det mig ikke på sinde at binde en knude. For det er oftest såden at det ene reb er en kælling. Ikke på oprindelig vis; en kær, men på moderne vis; en der ikke har begreb om at være kær.
Og man siger jo at æblet ikke falder langt fra stammen. Medmindre! man er en tissemyrer, eller dets lige, i den forstand at man træffer sine egne valg, istedet for blot at gøre som man er "programmeret" til.
Med andre ord; æbler kan trille og der findes ikke knuder der ikke kan bindes op. !? Den slags har vi da sakse til! kunne ordene have været i fordums tid. (decanteringsprop?)
Håber det giver mening.
Kæmpe mormorkys herfra.
Milaan! Utroligt som livet arter sig i faser og små momentum'er af forskellig art. Sliding Doors, eh?
Jeg fandt en saks. En stor tung én af slagsen. Det krævede en dyb vejrtrækning før jeg kunne løfte den, men det lykkedes.
Alt handler om vilje, n'est ce pas?
Send en kommentar