fredag, maj 04, 2007

Bordet fanger/ Prinsessedrømme anno 2007


I går modtog jeg det officielle spørgeskema som dokumentation for ansøgningen om visum ind i USA. Jeg skal afsted på det der hedder et L1A eller L1B, som er den typiske intra-virksomhedsmæssige personoverførsel. Hvor den ene type beretter om ansøgerens særlige kvalifikationer til det aktuelle job; altså egenskaber og kundskaber en Amerikansk statsborger ikke ville kunne opfylde, lægger den anden særlig vægt på det ledelsesmæssige aspekt i ens kommende arbejde. Så det er såmænd hip som hap.

Skal man nu afsted to personer, skal man enten have to af den slags visum nævnt ovenfor, og det kræver at der er en arbejdsgiver der kan dokumentere et legitimt datterselskab i USA efter minimum x antal års erhverv i Danmark, eller man kan søge om et L2 visum som ægtefælle, der på sin vis kommer 'med i købet' - det forholder sig jo sådan set også sådan at han bringer noget til USA som ingen statsborger kan præstere ;-).

Stor ting. Også væsentligt at pointere at det jo faktisk endnu er et hvis og ikke et når.

Så jeg ringede i dag til hende konsulenten der specialiserer sig i at få os ind i det Amerikanske land, og spurgte hende til råds for at finde ud af hvor vi egentlig står og hvor presserende det rent faktisk er at få taget den dér voldsomme beslutning. Jeg vil jo helst hvis Homeland Security ikke beslutter sig for at 'request a background check' da det vil betyde forlængelse af hele sagen (så bliver dét at få visum nemlig pludselig en sag og ikke længere blot en process), i værste tilfælde op til halvandet år.

Min tvivl gik på om det vil være mindst foruroligende ifølge The Government hvis vi pludselig får papir på forholdet en måned før afrejse, eller om det for dem vil syne værre hvis nu jeg rejser over alene og så tager til Danmark igen efter 2 måneder og får det papir og tager den kære Mads med.

Hun anbefalede klart løsning nr. 1, men sagde at eftersom de gerne skal have det udfyldte spørgeskema tilbage (med fødselsattest, vaccinationskort og kursusdiplomer, heriblandt sikkert mit Plet & Plotte fra Fløng Svømmehal i '89, vedlagt i original indscanning) indenfor 7 dage, så vil det være den bedste løsning at hun sætter papirarbejdet i gang, og vi så har en ekstra attest med og en særskilt ansøgning på Mads (som et slags bilag til en rapport, hehe) om et L2-visum, den dag jeg tager ansøgningen med på ambassaden. Papirerne kan efter sigende være klar om 3 (sic!) uger.

Og jeg synes at hele scenariet er ultra-romantisk!

Ingen kommentarer: